“I could do with a Guinness now,” siger John, “but where is the bar?” I mangel af bedre tænder han en velvoksen cigar, læser linjen, sænker sit putt og tilføjer: ”To putt, my man, you need to relax.”
Scenen er 10. green på Ballybunion Old Course, den legendariske linksbane ved det blå Atlanterhav i den sydvestlige del af Den Irske Republik, som man måske husker fra Irish Open i 2000. Deres udsendte er i selskab med tre amerikanske golfere. Og det er ikke kedeligt. Hverken selskabet eller banen, som Golf Digest har rangeret som den syvende bedste i verden uden for USA.
John fra Los Angeles er ligesom Jack og sønnen Ryan fra North Carolina på golfernes vestirske pilgrimsfærd, som begyndte i Lahinch og Doonbeg, og som efter Ballybunion går videre til andre berømte baner i Tralee, Dooks og Killarney, inden de tager den direkte flyver fra Shannon tilbage til The States.
Jack har lejet en double-caddie til sig selv og sin søn. Double-caddien hedder Martin, er omkring de tres, en brølstærk lavstammet mand, som ikke bekymrer sig om, at han de næste fem timer skal have Jacks bag på ryggen og samtidig slæbe sønnens efter sig i en trolley op og ned over Ballybunions bakkede landskab. ”Caddying is wha’ keeps me young!”
På første hul, som har en kirkegård til højre, fortæller Martin, at den daværende amerikanske præsident Bill Clinton i september 1998 lagde ud med at slice bolden langt ud mellem gravstenene. ”But otherwise he did all right”, tilføjer caddien, hvilket måske forklarer hvorfor der er alligevel er opført en statue af præsidenten med driver på Main Street i Ballybunion.
”Aim at te turd white house from te left”, lyder Martins første gode råd. Hans irske udgave af det engelske sprog er lidt svær at forstå, bl.a. fordi han konsekvent udtaler th som t, men alle forstår at sigte mod det tredje hvide hus fra venstre og undgår at kopiere Clintons bedrift.
Martin er ikke kun god til at berette om hvorledes Clinton og Tiger Woods og andre golfere har gebærdet sig på The Old Course, han er først og fremmest en fremragende caddie, som hele tiden registrerer hvor alle fire bolde befinder sig. Og når bolden er lokaliseret, kommer han med en præcis angivelse af hvor langt vi skal slå bolden for at komme på green, både i yards og meter. Imponerende. En sand professionel. Som havde han en indbygget GPS i kasketten.
Kulingen fra vest, som Martin betegner som ”a little breeze”, tager han hver gang højde for, så vi spillere blot skal sørge for at finde den rigtige kølle frem af bag’en. Når vi så når frem til greenen, behøver han dårligt nok læse linjen, før han kommer med den altid rigtige konklusion; fx: ”Two cups to the right of the hole, Ryan!”
”Gosh, it’s like Pinehurst!”, udbryder Jack med henvisning til den hundesvære bane der blev spillet US Open på for få år siden. På Ballybunion er der som på Pinehurst rigtig nok vanskelige små greens, der er formet som omvendte, dybe tallerkner. Men her holder sammenligningerne så også op. Ballybunion er den ultimative klassiske linksbane, som i 1893 blev anlagt mellem de kæmpestore klitter ud mod Atlanterhavet, og som siden kun er blevet ændret ganske lidt, bl.a. af Tom Watson, den amerikanske specialist ud i den traditionsrige linksgolf, der bl.a. har fået tilføjet 14 små dybe bunkers.
Det legendariske 11. hul, et par-4 der kan købes i miniatureudgave i enhver souvenirbutik på vestkysten, kræver en lang, kirurgisk præcis driver i teeslaget, hvorefter der venter et tre- eller firejern når vinden er i vest – og det er den som regel. Tom Watson fik bogey de første fem gange han spillede hullet, fortæller Martin, men han slog selvfølgelig også ud fra back tee.
Vi andre dødelige nøjes med den hvide tee, der er 65 meter kortere. Alligevel er begejstringen stor, da Deres udsendte er på green in regulation efter to sjældent gode slag.
På greenen lyder det: ”17 meters, Kim. Three cups to the left, and the breeze will bring it into the hole”. Selv om caddiens instruks er klar, bliver det alligevel til et ærgerligt tre-putt. Næste gang skal der en Guinness og en stor cigar med i bag’en.
”Beware of Kitty’s river short of the green.” Med en lokalcaddie behøver man ikke se i sin baneguide. Martin fortæller at Kitty vaskede både tøj og børn i den lille bæk, der løber på tværs af 13. fairway, men både hun og hendes lille hus er for længst forsvundet fra Ballybunion, og kun navnet er tilbage.
Alle i firebolden undgår Kitty’s River og såmænd også kirkegården, der er i spil igen på 16., så der er store, brede smil efter dagens runde. Også hos Jack, der har spillet mange af de berømte irske golfbaner: ”Gee man, by far the most amazing golf course I’ve ever played! And that includes Killarney, Lahinch and even Portmarnock.”
En holdning der også deles af John – “Yeah, that was fun. And spectacular views everywhere!” – og af undertegnede, der aldrig har haft en bedre oplevelse på nogen golfbane. Ballybunion er et golfeventyr, også selv om det ikke ender lykkeligt for alle deltagere. Som der så ganske rigtigt står i brochuren, man finder i klubhuset: FOR THE GAME OF YOUR LIFE.
Men er Ballybunion så verdens bedste linksbane? Tja, Robert Trent Jones, arkitekten bag Ballybunions nye bane fra 1984 Cashen Course, tøver ikke med at benævne Old Course som “perhaps the finest in the world.” Og Tom Watson kalder den slet og ret ”one of the best and most beautiful tests of links golf anywhere in the world.”
Fly, overnatning m.v.
Vestirland er en rejse værd, noget som amerikanere, canadiere, tyskere og svenskere for længst har opdaget. Og måske finder danskerne også en dag ud af at tage flyveren til Shannon eller Kerry, som der er gode forbindelser til fx via London Stansted.
Mht. overnatning i den lille badeby Ballybunion, så finder man et par hundrede meter fra golfbanen gode værelser på Ballybunion Golf Hotel med himmelseng, boblebad og en uforlignelig udsigt til Atlanterhavet, gyldne strande, brune klinter og grønne klitter (www.ballybuniongolfhotel.ie).
The Tides Guest House, et firestjernet B&B, er et godt alternativ. Her kan man om morgenen bl.a. vælge mellem frisklavede pandekager med sukker og citron og den traditionelle irske start på dagen der består af æg, pølser, bacon, hvid og sort blodpølse; en morgenmad der kræver et godt helbred at indtage dagligt, og som populært betegnes ”a heart attack on a plate” (www.ballybunionguesthouse.com).
Efter golferens pilgrimsrute kan man passende tage den sceniske Wild Atlantic Way. Fx køre nordover fra Ballybunion, stoppe op ved Bromore Cliffs, tage færgen i Tarbert over Shannonfloden og tilbringe et par dage i Galway, vestlandets livligste by med masser af restauranter, pubber, butikker, turister og gademusikanter. Som guitaristen der denne sommer optrådte på taget af et busstoppested i William Street udtrykte det: ”Galway is almost like Dublin, only smaller and much better”.
Ballybunion Golf Club,
Sandhill Rd, Ballybunion,
County Kerry, Ireland
www.ballybuniongolfclub.ie
Tekst: Kim Boje. Fotos: Annemarie og Kim Boje.
