Asserbo Golf Club udenfor Frederiksværk i Halsnæs Kommune er landets niende ældste golfklub. Klubben blev stiftet 30. april 1946 og små to måneder senere optaget som medlem af Dansk Golf Union, og fejrer derfor sit 75-års jubilæum i år.
Det er imidlertid hverken stiftelsesdagen eller dagen for optagelse i Dansk Golf Union, klubben selv anser for sin ’fødselsdag’. Det er derimod 7. juli, hvor klubbens første syv huller blev indviet i 1946. Små tre år senere blev banen udvidet til ni huller, og først i 1993 indviede man den nuværende 18 hullers golfbane.
Jubilæet fejres med et stort program, der kulminerer på klubbens fødselsdag 7. juli og de efterfølgende dage.
25. april afholder Asserbo Golf ligesom de fleste andre klubber Golfens Dag, og den falder sammen med 2. runde af klubbens legendariske eliteturnering Asserbo Pokalen, så potentielle nye medlemmer på nærmeste hold kan opleve hvordan golf spilles af landets bedste amatørspillere.
7. juli spilles den årlige fødselsdagsturnering ’7. juli Terrinen’, og det sker i år på den originale ni hullers bane, der ekstraordinært bliver genskabt i forbindelse med jubilæet. Om eftermiddagen er der stor jubilæumsreception med deltagelse af bl.a. Halsnæs’ borgmester Steffen Jensen og DGU’s formand Lars Broch Christensen. I forbindelse med receptionen udkommer også en bog om Asserbo Golf Clubs første 75 år.
10. juli spilles AGC’s jubilæumsturnering, der afholdes som pro-am med efterfølgende jubilæumsfest, og 11. juli afsluttes jubilæumsfestlighederne med endnu en pro-am for professionelle og A-rækkespillere.
Klubbens gave til medlemmerne er et helt nyt vandingssystem.
Asserbo Golf Club vil løbende orientere yderligere om de mange jubilæumsaktiviteter.