Asian Tour skal spille i Skotland til sommer når St Andrews Bay Championship spilles på Fairmont St Andrews fra den 24. – 27. august. Det er en LIV Golf finansieret International Series turnering, og den ligger ugen efter en turnering i England.
Der var også en turnering i England sidste år, som Scott Vincent vandt, og nu er der så to på de britiske øer.
Først International Series England fra den 17. – 20. august på Close House i Newcastle, som Lee Westwood er ambassadør for. Det var her British Masters blev spillet i 2017 da Paul Dunne vandt foran Rory McIlroy og igen i 2020 hvor Renato Paratore vandt foran Rasmus Højgaard.
Dernæst som nævnt St Andrews Bay Championship på Fairmont St Andrews, Torrance Course, fra den 24. – 27. august. Et luksusresort der ligger lige sydøst for Old Course og St Andrews by.
LIV Golf turnering i London
Igen i år er der også en LIV Golf turnering i London på Centurion Club fra den 7. – 9. juli. Det var også her den første LIV Golf turnering blev spillet sidste år, hvor Charl Schwartzel og Stinger GC vandt.
Det var på Centurion Club at Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard vandt GolfSixes 2017 på DP World Tour.