Ariya Jutanugarn vandt LPGA sæsonfinalen CME Group Tour Championship efter en dramatisk afslutning, hvor afgørelsen faldt på sidste hul. Lexi Thompson missede et putt fra godt ½ meter på sidste hul, men vandt Race to CME Globe med en bonus på 1 mio. $.
Nicole Broch Larsen var eneste dansker i sæsonfinalen, hvor hun sluttede som nr. 63 i +7 efter en finalerunde i +2. Det har været en meget flot rookie sæson for Nicole, der har haft tre top-10 placeringer, hvilket gav hende adgang til Asian Swing turneringerne, og hun har spillet sig til et bedre LPGA kort næste år.
Ariya vandt med en birdie, da Lexi missede ½ meter putt
Med to afsluttende birdies og fire på de sidste 6 huller vandt Ariya Jutanugarn i -15 foran Lexi Thompson og Jessica Korda i -14. Alle tre gik finalerunden i -5.
Ariya Jutanugarn var på en delt førsteplads inden finalerunden, men Lexi Thompson i tredjesidste gruppe overtog føringen i -15 indtil hun lavede en bogey på sidste hul. Her havde Lexi et putt for par fra godt ½ meter, men hun missede det der ellers lignede en formalitet.
Det var 21-årige Ariya Jutanugarns syvende sejr på LPGA, og den anden i år da hun vandt Manulife LPGA Classic i juni. En sejr der gav hende førstepladsen på verdensranglisten, som hun dog kun indtog i to uger.
Lexi Thompson får bonus på 1 mio. $
Inden sæsonfinalen var Race to CME Globe ranglisten justeret, så der var kamp om at vinde ranglisten med en bonus til vinderen på 1 mio. $.
Lexi Thompson førte ranglisten inden finalen, og en delt 2. plads var nok til, at hun forsvarede sin førsteplads. Hun vil sikkert ærgre sig over bogeyen på sidste hul, men trøstepræmien på 1 mio. $ er nu heller ikke så dårlig.
Hun havde også det bedste scoringsgennemsnit på 69,114 i sæsonen, hvilket giver hende Vare Trophy.
Havde Lexi vundet sæsonfinalen ville hun også være blevet årets spiller på LPGA, hvilket afgøres af en point-rangliste, ligesom hun for første gang ville have overtaget førstepladsen på verdensranglisten.