Waste Management Phoenix Open er muligvis verdens største golfturnering målt på antal tilskuere, men kan det virkelig passe, at der næsten var 720.000 tilskuere i år?
For femte år i træk lykkedes det angiveligt for Waste Management Phoenix Open at slå deres egen tilskuerrekord for en golfturnering. Det officielle tilskuertal for årets turnering, som blev vundet af Gary Woodland, lyder på 719.179 tilskuere fra mandag til søndag, hvilket slår sidste års rekord på 655.434 tilskuere.
Tre gange flere tilskuere end til The Open?
Der er utvivlsomt mange tilskuere i Phoenix, hvor der holdes en folkefest uden lige. Det er muligvis også den golfturnering, som har flest tilskuere. Vi er dog nogen, som stiller os kritiske overfor de officielle tal, for det synes urealistisk højt.
Til sammenligning var der officielt 235.000 tilskuere til The Open 2017 på Royal Birkdale. Var der virkelig tre gange så mange tilskuere i Phoenix?
Generelt for golfturneringer gælder, at hvis man kommer som tilskuere til alle fire runder, så tæller man fire gange, da tallene opgøres for hver dag.
“Kun” 20.000 tilskuere på 16. hul
Under Phoenix Open er der er tribuner hele vejen rundt 16. hul. Det er meget festligt, men der er kun godt 16.000 siddepladser, så der kan “kun” være omkring 20.000 tilskuere på hullet.
Man kan så spørge sig selv, hvor resten er, for når man ser tv-billeder fra turneringen, så er der langt fra fyldt op på hele banen.
Lørdag var der 216.818 tilskuere
Lørdag satte Waste Management Phoenix Open ny dagsrekord med 216.818 tilskuere.
Til sammenligning lyder Made in Denmarks hidtidige dagsrekord på 25.400, hvilket var det officielle tal for lørdag i 2016 dvs. der skulle være 8,5 gange flere tilskuere i Phoenix.
Fire nye rekorder i 2018
Nedenfor ses de officielle tilskuertal for Waste Management Phoenix Open de seneste fire år, samt dagsrekorden for de enkelte dage.
I 2018 blev der sat ny tilskuerrekord onsdag, fredag, lørdag og samlet.
2018 | 2017 | 2016 | 2015 | Rekord (år) | |
Mandag | 18.154 | 11.743 | 4.030 | 9.455 | 22.520 (2001) |
Tirsdag | 41.125 | 29.801 | 27.864 | 36.305 | 45.000 (1995) |
Onsdag | 83.034 | 77.906 | 58.702 | 75.380 | 83.034 (2018) |
Torsdag | 104.375 | 103.420 | 101.021 | 118.461 | 118.461 (2015) |
Fredag | 191.400 | 169.004 | 160.415 | 81.309 | 191.400 (2018) |
Lørdag | 216.818 | 204.906 | 201.003 | 159.906 | 216.818 (2018) |
Søndag | 64.273 | 58.654 | 65.330 | 83.552 | 93.475 (2007) |
I alt | 719.179 | 655.434 | 618.365 | 564.368 | 719.179 (2018) |
Tilskuertallene for de enkelte år siden 1986 kan ses på turneringens hjemmeside her, hvor 2018-tallene i skrivende stund dog ikke er tilføjet.
Store koncerter tæller også med
Om aftenen under Phoenix Open er der store koncerter, som man også med succes har gjort ved Made in Denmark. Nogle kommer kun til de udsolgte koncerter i et kæmpe telt, hvilket er med til at hæve tilskuertallet. Det kan dog ikke alene forklare de høje tal, da der trods alt ikke kan være så mange mennesker i teltet.
Vi ved ikke, hvordan de tæller tilskuerne ved Phoenix Open. Vi ved dog, at man tilbage i 2014 estimerede tilskuertallet på bagrund af antal parkerede biler.
Ved hjælp af luftfotos anslog man antal biler på parkeringspladserne, og så gangede man antal biler med 3,2. Dvs. man vurderede, at der er 3,2 personer pr. bil. I 2014 talte Golf Digest med en amerikansk ekspert, som stillede sig meget tvivlende overfor, at der i USA skulle være 3,2 personer pr. bil.
7 – 8 gange flere tilskuere end i Himmerland
Ved Made in Denmark tæller man tilskuere ved indgangene. I 2014 var der 82.798 tilskuere, der var 86.498 i 2015, 78.800 i 2016 og 71.298 tilskuere i 2017. Her tæller man ikke de (få) tilskuere, der kommer mandag og tirsdag.
Enhver som har været i Himmerland vil vide, at hvis der var op mod 10 gange flere tilskuere, så ville det være meget svært at komme rundt, selvom der også er plads til flere.
Traditionsrig turnering i Phoenix
Uanset hvor mange tilskuere der reelt overværer Waste Management Phoenix Open, så er det en seværdig turnering, der tilmed er én af de ældste og mest traditionsrige på PGA Tour.
Turneringen, som blev spillet første gang i 1932, har siden 1987 været spillet på TPC Scottsdale, Stadium Course.
I 1932 var der i øvrigt 600 $ til vinderen, Ralph Guldahl, mens Gary Woodland fik 1,242 mio. $ for sejren i år.