40-årige Anthony “AK” Kim har fuldendt et utroligt comeback, da han vandt LIV Golf Adelaide i Australien. Det tog ham kun 12 huller at hente 5 slag på Rahm og DeChambeau, og med en 63’er (-9) tangerede Anthony Kim banerekorden. Ripper GC, med kun australiere på holdet, vandt holdturneringen.
Efter 3. runde delte Jon Rahm og Bryson DeChambeau føringen i -19 foran den nye 4Aces GC spiller Anthony Kim på en flot (og lidt overraskende) 3. plads i -14. Det lignede ellers en føring til DeChambeau, men Rahm hentede to slag på 18. hul i 3. runde, da han efter et skævt drive fra tee fik frit drop fra en tribune og holede sit andetslag for eagle!
De tre spillede i førerbolden, og der var næppe mange som troede på, at Anthony Kim kunne vinde turneringen. Kim begyndte runden 5 slag efter Rahm og DeChambeau, men med fem birdies af Kim frem til 12. hul delte Kim og Rahm føringen i -19. Rahm var i par og DeChambeau +2 på de første 12 huller.
Anthony Kim tog føringen med endnu en birdie på 13. hul og fortsatte med birdies på både 14., 15. og 17. hul for en runde i -9 og sejren i -23. Over de fire turneringsdage var der 115.000 tilskuere, hvilket er ny rekord for LIV Golf og for en golfturnering i Australien.
Jon Rahm blev nr. 2 i -20, mens Bryson DeChambeau, Tyrrell Hatton og Peter Uihlein delte 3. pladsen i -17.

Anthony Kim fik 4 mio. $ for sejren svarende til 25,2 mio. danske kroner. Og 200 point til ranglisten, så han reelt er sikker på et LIV kort i 2027. Han får også godt 23 point til verdensranglisten.
12 års pause og 16 år siden han vandt på PGA Tour
Anthony Kim spillede Ryder Cup 2008, hvor han bl.a. vandt sin single med 5&4 over Sergio Garcia (som 1. single). Han blev nr. 7 i The Open 2008, nr. 3 i Masters 2010 og nr. 5 i The Open 2011. I 2012 nærmest forsvandt han, og det var ikke kun skader der holdt ham væk.
Med en moderne stil herunder bl.a. et AK diamantbælte var han en kæmpe stjerne, men skader og et i offentligheden ukendt problem med afhængighed og mentale problemer gav store problemer. Han levede et hårdt liv, inden han kom ud af misbruget og blev tilbudt en plads på LIV Golf.
I 2024 gjorde Anthony Kim comeback til professionel golf efter næsten 12 års pause. Han spillede som Wild Card spiller på LIV i to år, og mistede sit kort, men genvandt det på imponerende vis via Tourskolen i januar.
Anthony Kim vandt tre gange på PGA Tour, og hans seneste sejr var Shell Houston Open 2010 for næsten 16 år siden!
Nu er han tilbage som vinder. Et helt utroligt comeback, og med sit store talent, genfundne form og selvtillid kan der meget vel være mere stort i vente.
Ripper GC vandt holdturneringen
I holdturneringen havde Jon Rahms Legion XIII i -45 en føring på 5 slag foran Ripper GC efter 3. runde.
Hjemmebaneholdet Ripper GC med Cameron Smith, Marc Leishman, Lucas Herbert og Elvis Smylie som vandt i -55 foran Legion XIII i -53, mens Anthony Kim og 4Aces GC blev nr. 3 i -52.
Ripper GC vandt også sæsonpremieren i Riyadh.
Som man kan se på billedet nedenfor, så fejrede Ripper GC sejren med en såkaldt “Shoey”, hvilket publikum var meget begejstrede for. Det er en australsk tradition, hvor man drikker af sin sko efter en stor sejr!




