Anna Magnusson vandt Terre Blanche Ladies Open, der var sæsonpremieren på LET Access Series. Det er udviklingstouren lige under Ladies European Tour, og de bedste på årets rangliste rykker op til LET. Sofie Kibsgaard Nielsen vandt LETAS ranglisten 2023.
Syv danskere var med, og Fie Olsen var bedst af dem på en 12. plads i +1. Cecilie Leth-Nissen blev nr. 41 i +7, Cecilie Finne-Ipsen nr. 43 i +8 og Amalie Leth-Nissen nr. 49 i +10.
Line Toft Hansen, Puk Lyng Thomsen og amatøren Marie Madsen missede cuttet.
Anna Magnusson vandt foran amatør
Inden finalerunden førte den franske amatør Sara Brentcheneff i -7 foran svenske Anna Magnusson i -5.
Anna Magnusson var bedst i finalerunden, og med en runde i -4 vandt hun i -9 foran amatøren Sara Brentcheneff i -8. Derfra var der fem slag til Amy Taylor på 3. pladsen i -3, mens Zhen Bontan og Ana Dawson delte 4. pladsen i -2.
Næste turnering er i juni
Nu venter desværre en længere turneringspause frem til juni. Der er 14 turneringer i sæsonen, men kun én af dem er før juni måned.
Den danske turnering, Smørum Ladies Open, spilles fra den 2. – 4. august.