Australske Robert Allenby har endnu engang bragt sig myndighedernes og mediernes søgelys for sine handlinger udenfor golfbanen.
45-årige Allenby var sikker på at misse cuttet efter anden runde af den forsinkede John Deere Classic. Natten til lørdag blev han så anholdt udenfor et casino omkring kl. 2:30.
Han blev taget med på den lokale politistation og anklaget for gadeuorden og ulovlig indtængen.
– Der er ingen historie
Robert Allenby siger til USA Today Sports, at der ikke er nogen sag. Han boede på casinoet, og spillede blackjack med andre golfspillere og caddies.
– Jeg ved ikke noget om noget, så du kan sige hvad du vil. Der er ikke noget at sige eller gøre. Der skete ingenting, siger Robert Allenby.
Politiet har dog bekræftet sagen overfor flere lokale medier. Efter en times tid blev Allenby løsladt mod kaution. Kautionen var på $ 1.500, så Allenby skulle betale 10 % svarende til $ 150 for at blive løsladt igen.
Har blot klaret to cuts i 22 turneringer
Robert Allenby har vundet fire gange på PGA Tour, hvor hans seneste sejr var tilbage i 2001. Han har også vundet fire gange på Europa Touren, hvor hans seneste sejr var i 1996.
I år har han blot klaret to cuts i 22 turneringer, så med en beskeden indtjening på $ 25.271 er han nr. 231 på PGA Tour pengelisten, mens han er nr. 239 på FedExCup ranglisten.
Berøvet og måske kidnapppet sidste år
I januar 2015 sagde en forslået Robert Allenby, at han var blevet kidnappet, bestjålet og havde fået tæsk efter at have besøgt en vinbar under Sony Open i Hawaii.
Han husker ikke præcis hvad der skete, men politiet fandt ingen beviser på en kidnapning. En person blev dog efterfølgende idømt fem års fængsel for at have misbrugt Robert Allenbys identitet og kreditkort, men hvad der skete den nat er aldrig helt blevet opklaret.