Der er lagt op til et gensyn med en af Danmarks bedste golfspillere, når Anders Hansen igen spiller med i Made in Denmark. Hansen havde ellers lagt køllerne på hylden, men en ny regel fra Europaturen gør, at Hansen har fundet køllerne frem igen.
Anders Hansen understreger, at der ikke er tale om et comeback, men at han ønsker at bevare en kategori på European Tour. En ny regel betyder nemlig, at spillerne i top 40 på Career Money List skal spille minimum fem turneringer i løbet af en sæson for at bevare pladsen i den kategori. Hansen er nummer 25 på listen med imponerende 12.215.737 € i indtjening gennem sin flotte karriere.
Gør ikke comeback
-Det er ikke et comeback, siger Anders Hansen som noget af det første, men han vil gerne holde døren åben for at spille på Europatouren, og spiller derfor de påkrævede turneringer.
– Jeg har ikke haft tid til at træne kontinuerligt, og derfor er formen naturligvis ikke så god som den kunne være, men nu håber jeg, at et par ugers træning kan få spillet op på et acceptabelt niveau, siger han.
Første gang Anders Hansen stiller til start i år, bliver om to uger ved BMW International Open i Tyskland, derefter er foreløbig Open de France og så altså Made in Denmark på programmet. Open de France tæller som to turneringer, så måske bliver det kun til yderligere en start for Anders Hansen i år.
Anders Hansen har spillet 419 turneringer på European Tour, og vundet tre gange. Han har været med i Made in Denmark i både 2014 og 2015. I 2014 med et mistet cut, mens han sluttede som nummer 27.