Amatøren Amalie Leth-Nissen har kvalificeret sig til Ladies European Tour (LET) Tourskolen, mens Linette Holmslykke desværre var ét slag fra et fuldt kort. 18-årige Amalie Leth-Nissen er nr. 19 på amatørernes verdensrangliste, og for at få kortet skal hun blive professionel, da amatører ikke kan være medlem af LET.
Tyskerne Alexandra Försterling, der bruger en fadøl som markeringsmærke, og Polly Mack sluttede på en delt førsteplads.
Efter fem runder på La Manga Club i Spanien har top-20 og lige spillet sig til et LET kort i kategori 12, mens nr. 21 – 50 får kategori 16 der giver adgang til nogle turneringer. Alle udenfor top-50, også dem der missede cuttet, kan få kategori 20 som dog ikke giver adgang til ret meget. I de første fire runder har deltagerne skiftevis spillet North og South Course inden top-60 og lige klarede cuttet til onsdagens finalerunde på South Course.
Inden finalerunden var Amalie Leth-Nissen nr. 8 i -6 og Linette Holmslykke nr. 19 i -2.
Amalie Leth-Nissen gik for-ni af finalerunden i +2, og efter par på bag-ni blev hun nr. 13 i -4. Linette Holmslykke afsluttede med en runde i par efter fire birdies og fire bogeys, hvilket desværre var ét slag fra en plads i top-20. Hun blev delt nr. 25, og det eneste positive er, at hun dermed var lige udenfor en plads i top-20, så hun er også i toppen af kategori 16, der kan få adgang til nogle turneringer i 2023 sæsonen.
Fie Olsen og Sofie Kibsgaard Nielsen missede cuttet. De kan få en kategori 20 på LET, og har ellers kort til LET Access Series.
Amalie skal beslutte sig senest i midten af januar
Amalie Leth-Nissen var blandt tre amatører i top-20, og de skal inden midten af januar beslutte sig for, om de ønsker at blive professionelle og blive medlem af LET.
Amatører kan blive medlem af LET Access Series, så hvis Amalie vælger at fortsætte som amatør, kan hun der spille alle de turneringer hun vil.
I 2016 kvalificerede Puk Lyng Thomsen sig til LET via Tourskolen, men hun valgte at forblive. Nu 24-årige Puk er for nyligt blevet professionel, hvilket faktisk kostede hende en plads på Tourskolen, da ikke kan komme med i pre-kvalifikationen i Europa.
Et andet eksempel på amatører på Tourskolen er Sara Kouskova, der sidste år sluttede i top-20, men valgte at færdiggøre skolen og forblive amatør. Hun er blevet professionel og vandt tre turneringer samt ranglisten på LETAS i år, så Kouskova er på LET i 2023.
Försterling og Mack delte førstepladsen
De to 23-årige tyskere Alexandra Försterling og Polly Mack sluttede på en delt førsteplads i -15 foran amatøren Nastasia Nadaud fra Frankrig i -14. Hun vandt Göteborg Open på LET Access Series og Ahlsell Nordic Golf Tour i august. Ana Belac fra Slovakiet blev nr. 4 i -13.
Polly Mack og Ana Belac har også et LPGA kort i 2023, da de blev henholdsvis nr. 15 og 38 i Q-Series.
10.000 € i præmiesum
Det vigtigste var at få et kort til LET, men der blev også spillet om 10.000 € til top-5 med 5.000 € for en sejr, 2.500 € for en 2. plads, 1.250 € for en 3. plads, 750 € for en 4. plads og 500 € for en 5. plads.