Med en 13. plads på Tourskolen har 18-årige Amalie Leth-Nissen kvalificeret sig til Ladies European Tour (LET), men det er ikke sikkert, at hun udnytter den mulighed.
– Jeg har ikke besluttet mig endnu. Det står og falder lidt med, om vi kan rejse nok økonomi, og om skolen bakker det tilstrækkeligt op, siger Amalie Leth-Nissen til 19hul.dk.
Amalie er amatør, og helt fremme som nr. 19 på amatørernes verdensrangliste, men kun professionelle kan være medlem af LET. Senest i midten af januar skal hun beslutte, om hun turner pro og blive medlem af LET.
Går stadig i gymnasiet
Selvom en spiller med Amalies talent sikkert vil klare sig godt som professionel, så er det anderledes end at fortsætte som amatør. Der er store udgifter ved at rejse rundt i verden, og intet er givet. Der kan også komme skader, og det er ikke sikkert at alle udgifter kan dækkes af præmiepenge. Presset bliver kun større, hvis man samtidig går i skole.
Amalie mangler halvandet år af sin 4-årige gymnasieuddannelse for eliteidrætsudøvere. En mere fleksibel uddannelse der giver mulighed for at dyrke sport på et højt niveau, men man kan ikke spille turneringer hver uge, så hun kan næppe spille et fuldt program på LET, hvis hun samtidig vil færdiggøre gymnasiet.
Men hvis det økonomiske fundament er der via sponsorer og støtte, så kan man lettere spille uden pres, og måske få det hele til at fungere.
Som én af verdens bedste amatører skal Amalie allerede planlægge og prioritere sin tid, og det bliver ikke mindre, hvis hun bliver professionel. Den rigtige, eller rettere bedste, løsning kræver grundige overvejelser af Amalie og hendes nærmeste de kommende uger.
Mange vil sikkert blive overraskede, hvis hun vælger at fortsætte som amatør, men man kan argumentere for begge scenarier, og i sidste ende er det set udefra svært at vurdere, hvad der er bedst for Amalie.
Amatører kan spille på LET Access Series
Amatører kan blive medlem af LET Access Series, så hvis Amalie vælger at fortsætte som amatør, kan hun der spille alle de turneringer hun vil.
I 2016 kvalificerede Puk Lyng Thomsen sig til LET via Tourskolen, men hun valgte at forblive. Nu 24-årige Puk er for nyligt blevet professionel, hvilket faktisk kostede hende en plads på Tourskolen i år, da hun ikke kom med i pre-kvalifikationen.
Et andet eksempel er Sara Kouskova fra Tjekkiet, der sidste år sluttede i top-20 på Tourskolen, men valgte at færdiggøre skolen og forblive amatør. Hun er blevet professionel i år og vandt tre turneringer samt ranglisten på LETAS, så Kouskova er på LET i 2023.