Den nye indendørs golfliga TGL presented by SoFi byder på et anderledes og underholdende format med nogle af verdens bedste golfspillere fra PGA Tour. En holdturnering skabt til TV og underholdning, hvor hver match er færdig på to timer, og man håber også ikke-golfere vil se med. TGL begynder den 7. januar, og der er finale den 25. marts.
I videoen ovenfor forklarer Rickie Fowler formatet, og den er helt tydeligt lavet til en yngre målgruppe. Formatet for TGL er også forklaret nedenfor.
6 hold spiller mod hinanden
Der er seks 4-mandshold i TGL, og de spiller mod hinanden de kommende måneder. Der spilles på mandage og tirsdage, og ofte er der én match på en spilledag. I matcherne spilles 3-mod-3, så én fra hvert hold sidder over.
Der spilles 15 matcher på 8 uger frem til begyndelsen af marts, inden der er semifinaler og finaler i slutningen af marts. Alle matcher spilles i SoFi Center, der er bygget i Palm Beach Gardens, Florida.
På storskærm og en stor green der kan ændres
Det er som sådan golf der spilles, men på en helt ny måde. Med specialudviklet Full Swing teknologi spilles der simultatorgolf til en gigantisk storskærm på omkring 20 x 14 meter. Der spilles fra teested, fairways og rough fra græs ligesom fairway-bunker slag spilles fra sand.
Fra omkring 45 meter og ind skifter man fra simulatorgolf, da der nu spilles til en stor green med bunkers omkring. Den kan drejes rundt, og med 189 små motorer kan man justere hældningerne. På den måde kan man spille forskellige huller.
15 huller som hold og individuelt
En TGL match i den regulære sæson spilles over 15 huller. De første 9 huller er “Triples” med 3-mod-3, hvor man skiftes til at slå. De tre spillere på et hold skiftes til teeslaget, den anden slår 2. slaget, den tredje slår 3. slaget hvorefter den første slår 4. slaget.
De næste 6 huller er “Singles”, hvor spiller 1 spiller 10. og 13. hul, nr. 2 spiller 11. og 14. hul mens nr. 3 spiller 12. og 15. hul.
Der spilles om 1 point på hvert hul, som vindes af holdet med færrest antal slag på hullet. Deles hullet får begge hold 0 point, og point går ikke videre til næste hul.
Alle 15 huller færdigspilles også selvom det ene hold evt. har vundet inden da. Hvis man er lige efter 15 huller spilles tættest pinden i et 3-mod-3 format. Her vinder et hold når man har mindst to bolde tættere på hullet end modstanderne.
Hammeren
Det hold som har honnøren, slår først på 1. tee, har den såkaldte hammer. Den kan man bruge undervejs, og så spilles der om 2 point på det pågældende hul. Modstanderne kan også afvise hammeren, hvis den er brugt under spil af et hul, men så taber de hullet. Man kan ikke afvise, hvis den er brugt inden starten på hullet.
Når hammeren er brugt får modstanderne den, og de kan så bruge den på samme hul, så der spilles om 3 point, eller gemme den til senere.
2 point for sejr – 1 point ved tabt omspil
Som i NHL får det vindende hold 2 point. Hvis man taber efter omspil får man 1 point, mens der er 0 point hvis man taber efter de 15 huller.
Semifinaler og finale i marts
De fire bedste hold går videre til semifinalerne. Hvis to eller flere er lige i stillingen afgøres det ved flest vundne huller.