COVID-19 smittetallene stiger i Wales, hvor der fra på fredag indføres nye strenge restriktioner som bl.a. også medfører, at alle 200 golfbaner i Wales lukkes helt ned. Under nedlukningen må man som udgangspunkt ikke mødes med andre udenfor ens egen husstand.
Fra fredag den 23. oktober til mandag den 9. november skal langt de fleste butikker (bortset fra supermarkeder og andre med fødevarer, apoteker, banker, posthuse mv.), cafeer, restauranter, barer, frisører mv. i Wales holde lukket.
Medmindre man arbejder i samfundsmæssige vigtige erhverv, skal man også arbejde hjemme. Religiøse samlingssteder som kirker lukkes også for alt andet end bryllupper og begravelser.
Der er omkring 200 golfklubber i Wales som skal holde lukket i de 2½ uge. Det er i begrænset omfang tilladt at dyrke motion, men det skal starte og slutte i éns eget hjem, og man skal gøre det alene eller sammen med medlemmer af ens egen husstand.
Må som udgangspunkt ikke mødes med andre
Som udgangspunkt skal man holde sig hjemme, og man må ikke mødes med andre hverken hjemme eller på offentlige steder.
Medmindre det er for at hjælpe andre, så skal man kun være sammen med dem man bor sammen med. Er man en voksen der bor alene, eller en enlig forælder, så må man dog sammen med én husstand danne en “midlertidig husstand”.
Skoler og børnehaver holdes åbne
Skolerne er ferielukket i næste uge, men genåbnes derefter den 2. november, så selvom det meste af samfundet er lukket ned, så kan børn stadig komme i skole og blive passet i børnehaver mv.
Børn må dog ikke lege med kammerater uden for skolen eller institutionen, men offentlige legepladser holdes åbne.
Der kan læses meget mere om den såkaldte firebreak nedlukning på gov.wales her.