Alexander George Frances og Jacob Skov Olesen har kvalificeret sig til DP World Tour via Tourskolen, som blev afsluttet torsdag med en dags forsinkelse. Edoardo Molinari vandt.
Seks af 10 danskere klarede cuttet efter fjerde runde på DP World Tour Tourskolen, der blev spillet på Infinitum Golf i Spanien. Top-20 og lige har fået et DP World Tour kort, mens der er Challenge Tour kort til de øvrige der klarede cuttet. Læs mere om kort og kategorier fra Tourskolen.
Med en finalerunde i -6 blev Alexander George Frances nr. 4 i -22, mens amatøren Jacob Skov Olesen blev nr. 18 i -18 efter en runde i +2 med pars på de sidste 3 huller efter bogeys på 14. og 15. hul. For at tage imod DP World Tour kortet, så skal han blive professionel, hvilket han har givet udtryk for, at han vil. Fire spillere delte 18. pladsen, og Jacob Skov Olesen får det 21. og sidste DP World Tour kort, da han var dårligst af de fire i finalerunden.
Christoffer Bring kæmpede bravt med en runde i -5, men som nr. 22 i -17 var han ét slag fra et DP World Tour kort. Søren Broholt Lind blev nr. 30 i -16 efter en runde i -2, John Axelsen nr. 55 i -11 efter en runde i -2, mens Christian Jacobsen sluttede som nr. 73 i -7 efter en runde i +1.
Edoardo Molinari vandt
Med en finalerunde i -4 vandt Edoardo Molinari i -29 foran Niklas Lemke i -28 og Davis Bryant i -27.
Blandt de mere velkendte navne kan nævnes at Wilco Nienaber blev nr. 4 i -22, Clément Sordet nr. 7 i -21, Justin Harding nr. 12 i -19 og Wil Besseling nr. 18 i -18. Og mere eller mindre ukendt er 22-årige Jean Bekirian fra Armenien på en 10. plads i -20.
Eddie Pepperell og David Law delte 22. pladsen i -17, Ashun Wu blev nr. 43 i -13, Matthew Southgate nr. 50 i -12, Adri Arnaus nr. 66 i -9 og George Coetzee nr. 66 i -9. Tom Lewis trak sig efter 5. runde.
DP World Tour Q-School, Final Stage – Infinitum Golf, resultat