Svenske Alex Noren vandt sin femte Europa Tour sejr i Aberdeen Asset Management Scottish Open, hvor Søren Kjeldsen blev bedste dansker.
Kjeldsen gik finalerunden på Castle Stuart Golf Links i -2, så han rykkede to pladser frem til en 21. plads i -6. Der var også fremgang for Joachim B Hansen, som blev nr. 45 i -2 efter en runde i -1.
Lucas Bjerregaard, der spillede finalerunden sammen med Phil Mickelson, afsluttede turneringen med en runde i +3, så han faldt tilbage til en 62. plads i +2. Den delte han bl.a. med Thomas Bjørn, der gik +4.
Alex Noren vandt foran Tyrrell Hatton
Efter tredje runde førte Alex Noren med to slag, så en runde i -2 var nok til at sikre ham sejren i -14 foran Tyrrell Hatton i -13.
Nicolas Colsaerts, Danny Lee og Matteo Manassero delte 3. pladsen i -12. Richie Ramsay og Andy Sullivan blev nr. 6 i -11.
Russell Knox, Patrick Reed og Graeme McDowell delte 10. pladsen i -10, mens Phil Mickelson, Martin Kaymer og Henrik Stenson sluttede på en delt 13. plads i -7. Branden Grace blev nr. 29 i -5.
Hatton, Colsaerts, Manassero og Ramsay kommer med i The Open
Turneringen var en del af The Open Qualifying Series, så de fire bedste i top-12 – der ikke i forvejen var kvalificeret – fik en plads i The Open, som spilles på Royal Troon i den kommende uge.
De fire pladser gik til Tyrrell Hatton, Nicolas Colsaerts, Matteo Manassero og Richie Ramsay.
Tre danskere er kvalificeret til The Open; Søren Kjeldsen, Thorbjørn Olesen og Lasse Jensen.