Da Challenge Tourens 2021 sæson blev offentliggjort den 27. januar var Hauts de France på programmet, men 14 dage senere er den blevet aflyst pga. COVID-19. Samtidig er der blevet tilføjet en ny turnering i Frankrig.
Som følge af den usikkerhed COVID-19 fortsat skaber, har værtsklubben Aa Saint Omer Golf Club efter aftale med det franske golfforbund valgt at aflyse årets turnering, der skulle spilles fra den 17. – 20. juni. Den tidligere Saint-Omer Open, der gennem 11 år og senest i 2013 var tællende til Europa Touren, skulle være spillet for 24. gang. Robin Roussel vandt den seneste udgave i 2019.
Ny turnering i Sydfrankrig
Sammen med aflysningen har Challenge Touren offentliggjort en ny turnering i Frankrig, så der fortsat er 25 turneringer på programmet.
Det er Hopps Open de Provence, der skal spilles for tredje gang, da Romain Langasque vandt i 2018, mens Lars van Meijel vandt i 2019. Den skal spilles fra den 16. – 19. september på Golf International de Pont Royal i det sydøstlige Frankrig. Banen blev åbnet i 1992, og er den eneste Seve Ballesteros designede bane i Frankrig.
Se vores kalender her på 19hul.dk
Du kan se alle turneringerne i den samlede tourkalender her på 19hul.dk. Du finder kalenderen her eller under menupunktet Leaderboards i toppen. Hele turneringsprogrammet kan også ses på Challenge Tourens hjemmeside her.