De seneste to år har Bubba Watson været ét slag fra omspil om sejren i Waste Management Phoenix Open, men det får ham dog ikke til at elske banen og turneringen.
Bubba, der er nr. 5 på verdensranglisten, deltager primært for sine sponsorers skyld:
– PING er her i Phoenix, Arizona, og det er dejligt at være tilbage, og arbejde på udstyret sammen med dem. Oakley er en stor sponsor her, og Stance Socks er på 16. hul, sagde Bubba i begyndelsen af sit pressemøde onsdag og fortsatte:
– Så jeg er her åbenlyst på grund af mine sponsorer, og derfor elsker jeg at komme her. Det er altid godt vejr, og jeg har haft et hus her.
– Jeg kan ikke lide banen
Bubba har aldrig gået en turneringsrunde over par på TPC Scottsdale, men alligevel er han ikke begejstret for banen:
– Jeg kan ikke lide banen. Det vil jeg ikke være politisk korrekt omkring. Jeg kan slet ikke lide banen. Jeg har lige sagt, hvorfor jeg er her, for jeg har tre dejlige sponsorer, som elsker det her.
Selvom Bubba ikke synes om banen, så roste han dog standen, som han kaldte den bedste, han nogensinde havde set TPC Scottsdale i.
Har det – trods alt – okay med spektaklet på 16. hul
Bubba bryder sig egentlig heller ikke om 16. hul, hvor der er tribuner hele vejen rundt fyldt med højrøstede tilskuere.
– Det er et godt hul. Med min personlighed bryder jeg mig ikke så meget om det, men det de har skabt er stort. Det er én gang om året, og hvis det var flere gange, så ville det ikke være sjovt, sagde Bubba og fortalte om ekstra adrenalin, når man spiller hullet:
– Man skal vænne sig til adrenalinen. Hvis man er tæt på føringen, så er man i forvejen nervøs, og så bliver man virkelig nervøs foran det publikum. Men det de har skabt er cool. Det er lidt som US Open, for det ville vi heller ikke ønske os hver uge.
Bubba forstår ikke redesign i 2014
I 2014 blev banen redesignet af Tom Weiskopf, der også var én af de oprindelige arkitekter, da banen blev anlagt i 1986.
Banen er blevet noget længere. Det er som sådan en fordel for langtslående Bubba, men han synes, at det på nogle af huller er blevet for tilfældigt og svært.
– Men hvorfor lave det om? Der kommer 500.000 tilskuere, og jeg kan ikke se nogen grund til at ændre noget, som ikke er gået i stykker, sagde Bubba.
C More Golf sender direkte fra torsdag til søndag, og sendetiderne kan ses på www.19hul.dk/tv