Adam Scott har tidligere udtalt, at han fokuserer sin sæson omkring majors. Selvom en deltagelse i OL kunne være sjovt, så ville han ikke komme til at savne det. Han har også kaldt OL for en opvisningsturnering.
Nu har verdensranglistens nr. 7 bekræftet, at han ikke ønsker at deltage i OL, hvor golf er tilbage efter 112 års fravær. I sidste uge meldte Vijay Singh afbud.
– Min beslutning er taget som resultatet af en ekstremt travl turneringskalender omkring OL samt andre aftaler både personligt og professionelt, siger Adam Scott i en skriftlig udtalelse sendt fra hans managementfirma.
Ian Baker-Finch, der vandt The Open 1991, er kaptajn for det australske golfhold. Han havde håbet, at kunne stille et meget stærkt hold bestående af Jason Day og Adam Scott.
Leishman vil overveje situationen
Som udgangspunkt kvalificerer to australske herrespillere sig til OL. I øjeblikket er Marc Leishman nr. 34 på verdensranglisten og tredjebedste australier.
Det er dog ikke sikkert, at han vil deltage i OL, da han han har en ekstra grund til at bekymre sig over smitte af Zika virussen. Det vil som sådan ikke være farligt for ham selv, men han skal tænke på sin hustru Audrey.
Sidste år blev hun dødeligt syg op til Masters. Lægerne gav hende kun 5 procent chance for overlevelse, da en virus havde svækket hendes immumforsvar, men hun klarede den, og har det godt nu.
To OL turneringer fra den 11. – 20. august
OL 2016 afholdes i Rio fra den 5. – 21. august.
Herrernes golfturnering spilles fra den 11. – 14. august, mens damernes turnering er fra den 17. – 20. august.