Asian Tour sæsonen blev indledt med et brag, da bl.a. 12 major vindere og otte spillere fra den nuværende top-50 på verdensranglisten var med i PIF Saudi International powered by SoftBank Investment Advisers hvor der blev spillet om 5 mio. $.
Abraham Ancer førte fra start til slut og vandt foran det stærkeste felt nogensinde i en Asian Tour turnering. Det er ikke en LIV Golf turnering, men de to tours har et tæt samarbejde, og mange LIV spillere var med på Royal Greens Golf and Country Club i Saudi Arabien.
De 12 major vindere og største profiler var The Open 2022 vinderen Cameron Smith, der er nr. 4 i verden, samt Phil Mickelson, Brooks Koepka, Bryson DeChambeau, Patrick Reed, Bubba Watson, Sergio Garcia, Henrik Stenson, Graeme McDowell, Louis Oosthuizen og Charl Schwartzel. Og derudover var der bl.a. Ian Poulter, Lee Westwood, Paul Casey, sidste års vinder Harold Varner III, Cameron Young, Talor Gooch, Jason Kokrak, Joaquin Niemann og Abraham Ancer i det stærke felt.
Abraham Ancer vandt
Inden finalerunden førte Abraham Ancer i -17 foran Cameron Young i -15. Derfra var der fem slag til bl.a. Matthew Wolff i -10, og det blev da også en duel om sejren.
De to førende gik begge -2, så Abraham Ancer vandt i -19 foran Cameron Young i -17, mens Lucas Herbert blev nr. 3 i -15 efterfulgt af Sadom Kaewkanjana i -14 og Paul Casey på en 5. plads i -13.
Abraham Ancer fik 1 mio. $ for sejren.
Når man se på resultatlisten ligner det mere et resultat fra en god PGA Tour turnering før LIV Golf end en sæsonpremiere på Asian Tour.
Phil Mickelson, Bubba Watson, Cameron Smith og dansk-amerikanske Trevor Simsby missede cuttet. Dustin Johnson måtte trække sig inden starten på første runde, da han fik en rygskade.
Talentfulde unge pro’er og amatører
Der er også en række unge talenter som 24-årige Andy Ogletree og 22-årige Eugenio Chacarra, der vandt LIV Golf Invitational Bangkok 2022. Ogletree blev nr. 9 i -11, mens Chacarra missede cuttet.
De to bedste amatører fra Asia-Pacific var også med, og det er 15-årige Ratchanon ‘TK’ Chantananuwat fra Thailand og 17-årige Ding Wenyi fra Kina. TK har allerede vundet en pro-turnering på Asian Tour, mens Wenyi vandt US Amateur 2022 som den første kineser nogensinde.
Wenyi blev nr. 46 i -3 og TK nr. 66 i +1.
I tre år var det en DP World Tour turnering
PIF Saudi International powered by SoftBank Investment Advisers, var fra 2019 – 2021 en DP World Tour turnering, hvor en række PGA Tour stjerner blev lokket (og fik lov af PGA Tour) til at spille med. I 2022 blev det så en Asian Tour turnering spillet inden den første LIV Golf turnering, og Harold Varner III vandt.
Dustin Johnson vandt i 2019 og igen i 2021, mens Graeme McDowell vandt i 2020 foran netop Dustin Johnson.
PIF Saudi International powered by Softbank Investment Advisers, resultat