Thriston Lawrence vandt hæderen som Årets rookie på DP World Tour 2022 efter to sejre i sæsonen. Lawrence, der fyldte 26 år den 3. december, er den første sydafrikaner som vinder den såkaldte Sir Henry Cotton Rookie of the Year Award.
I november 2021 vandt han Joburg Open, der var den første turnering i 2022 sæsonen og således også den første DP World Tour turnering, da Europa Touren skiftede navn. I august vandt han Omega European Masters, og udover de to sejre havde han yderligere seks top-10 placeringer. Han debuterede i majors med en 42. plads i The Open, og har spillet sig i top-100 på verdensranglisten.
Begyndte sæsonen uden en kategori
Thriston Lawrence begyndte sæsonen uden en DP World Tour kategori, men spillede sig til det med Joburg Open sejren, og han sluttede som nr. 14 på DP World Tour Rankings.
Han blev professionel i 2014 og vandt Order of Merit 2015 på den lille MENA Tour i Mellemøsten og Nordafrika. Siden 2015 har Thriston Lawrence spillet enkelte sydafrikanske DP World Tour turneringer, og han spillede på Challenge Touren i 2016 og 2017. Det var dog uden videre succes og i 2018 spillede han på Big Easy Tour, der er udviklingstour under Sunshine Tour, hvor han vandt sin første turnering i 2019.
Thomas Bjørn fik hæderen i 1996
Thomas Bjørn fik tildelt hæderen i 1996 som den indtil videre eneste dansker.