Smørum Golfklub har længe været landskendte for deres træningsfaciliteter og mange golfhuller. Sammen med beliggenheden har det gjort golfklubben til en eftertragtet destination af ”verdens bedste sportsgren”.
Pressemeddelelse fra Smørum Golfklub:
De fleste golfklubber har nydt godt af en massiv tilgang, der blev udløst af COVID-19 pandemien. Smørum Golfklub har forstået at udnytte tilgangen effektivt og flette den sammen med nye strategier og initiativer, at en jury af fagfolk samlet af Golfavisen har peget på klubben som Årets Golfklub 2021.
Årsagen er ikke mindst, at landets største golfklub (målt på antal medlemmer) har elitespillere, der rydder forsider. For eksempel kom begge de nationale, kvindelige repræsentanter til golf ved OL i Tokyo (Nanna Koerstz Madsen og Emily K. Pedersen) fra SGK, og de samme to kvinder var med til at vinde årets Solheim Cup i USA for Europa. Her var Amalie Leth-Nissen tillige med som vinder på Junior PING Solheim Cup teamet.
Bedre end Bjørn
Senest har Marcus Helligkilde taget kvantespring i sin nyprofessionelle karriere med tre sejre, tre andenpladser og Order of Merit på Challenge Tour. Det slår Thomas Bjørns præstationer fra 1995. Højest på verdensranglisterne af danske spillere er Nanna Koerstz Madsen og Marcus Helligkilde.
Hertil kommer flere nationale mesterskaber og internationale medaljer i den forgangne sæson, blandt andet DM-guld for herrer og juniordrenge og EM-bronze for klubbens dame- og herrehold.
Frivilliges indsats
– Resultaterne er skabt på grund af et solidt klubarbejde. Der er en fantastisk opbakning til klubben fra medlemmerne. Det giver os et godt miljø og en god stemning, og ikke mindst bør vi takke for den kæmpeindsats, som ydes af de frivillige i klubben. Prisen kan alle i klubben tage imod og rose sig selv for at være med til at skabe baggrunden for. Vi kan med rette være stolte af vores golfklub, siger formand for bestyrelsen, Peter Borregaard.
Golfdirektør Keld Østergaard Christensen tilføjer, at det var en svær start, da medlemmerne overtog driften i 2013:
– Men i 2019 fik vi vendt til medgang. Vi begyndte at drifte, som var det en regulær virksomhed. Det resulterede i et overskud på knap en million kroner. Så kom COVID-19 pandemien i 2020, hvor vi fik tilpasset vores organisation til situationen. Det gav et endnu større overskud. Interessen for golf nærmest eksploderede, især på klubbens Par 3-bane. Vi fortsatte med at få begyndere i klubben og vi fik masser af greenfee spillere til at udnytte vores kapacitet på 51 golfhuller, siger Keld Østergaard Christensen.
Europas største
Siden 2019 har klubben konsolideret sig, så der er blevet plads til at udvide faciliteterne med blandt andet et nyt træningsanlæg med indspilsbane på over 1.000 kvadratmeter, bedre affaldssortering på hele banen, plantning af tusindvis af træer og en investering i en ny og moderne driving range med så mange overdækkede udslagsbåse, at den efter planerne bliver Europas største.
Klubbens visioner er grønne, og der er planer om eldrevne green- og fairwayk lippere, ligesom bestyrelsen har vedtaget at etablere otte standere til elbiler. På de 165 hektar golfland skabes der i samarbejde med Hjerteforeningen tre Hjertestier, så lokale ikke-spillere bedre kan nyde området. Klubben er tillige i gang med et Rehab Golf-projektet sammen med Dansk Handicap Forbund.
ÅRETS GOLFKLUB
Prisen som Årets Golfklub gives til en klub, der er fyldt med gode initiativer. Det kan være at satse på eliten, eller det kan være at satse på bredden og skabe et levende klubliv.
JURYEN
Kasper Ørkild, redaktør, Golfavisen
Frits Christensen, seniorreporter og forhenværende sportsredaktør på MorgenAvisen Jyllands-Posten
Henrik Knudsen, golfkommentator, Viasat Sport
Jens “Keeper” Christensen, seniorreporter
Anders Sigdal, golfkommentator, GOLFTV