Harrison Crowe er kvalificeret til Masters og The Open efter sejr i AAC, men når han møder R&A vil de måske tale et par alvorsord med ham. I sommer slog han, i en sen aftentime, et slag fra fortovet foran en pub over hustage og ned på 18. green på St Andrews Old Course!
21-årige Harrison Crowe fra Australien vandt Asia Pacific Amateur Championship (AAC), og forbliver han amatør kommer han med i både Masters og The Open 2023.
Har Ernie Els slået det forbudte slag?
Historien bag slaget ovenfor er, at der går et rygte om, at Ernie Els engang har slået et slag fra fortovet foran den berømte St Andrews pub Dunvegan og ned på 18. green.
Erik Anders Lang fra Random Golf Club Films ville undersøge om det var muligt, og spurgte på pub’en hvor Harrison Crowe sagde, at han kunne slå slaget. Han prøvede med en tee fra en sprække mellem fliserne, men missede greenen.
Han prøvede igen, men denne gang direkte fra en flise, og han ramte greenen! Crowe og hans venner gik tilbage på pub’en, men endte med at gå til greenen på 18., hvor Crowe puttede to gange med et jern for det der vel var en god par på et svært blindt par-3 hul.
Som man kan se i videoen er der store The Open tribuner på Old Course. Videoen er dog ikke optaget under The Open, da den kom på internettet i midten af juni, mens The Open med Cameron Smith som vinder blev spillet i juli.