99 ud af de 100 bedste på denne uges verdensrangliste er med i US PGA Championship 2021 på Kiawah Island, hvor Rory McIlroy vandt med otte slag i 2012. Rasmus Højgaard, der er nr. 102 i denne uge, er eneste dansker i feltet.
Matthew Wolff, der er nr. 27 i verden, er den eneste fra verdensranglistens top-100 i denne uge, som ikke er med i årets anden major.
Verdens bedste er kvalificeret til US PGA Championship, som har tradition for at invitere alle fra top-100 på verdensranglisten. Dermed har man oftest årets stærkeste felt i nogen golfturnering, hvilket også synes at være tilfældet i år.
Blandt de 156 deltagere er der 35 major vindere, som tilsammen har vundet 56 majors. Der er 70 internationale spillere (ikke-amerikanere) fra 25 forskellige lande.
PGA Championship arrangeres af PGA of America. Der er derfor også 20 PGA medlemmer, hvoraf de fleste er aktive golftrænere.
Collin Morikawa vandt US PGA Championship 2020 på TPC Harding Park i august, hvor ingen danskere var kvalificeret.
Rasmus Højgaard fik en tidlig invitation
Som følge af COVID-19 uddelte PGA of America, der arrangerer US PGA Championship, invitationer til internationale spillere tidligt i år. Normalt gives de først formelt halvanden uge før, hvor Rasmus Højgaard ikke var i top-100, men han blev allerede inviteret tilbage i marts.
Under normale omstændigheder ville 20-årige Rasmus Højgaard således ikke have fået en invitation. Han spiller sin anden major i karrieren, da han debuterede med et misset cut i US Open 2020.
McIlroy vandt med otte slag i 2012
Kiawah Island er vært for US PGA Championship for anden gang. Da banen var vært i 2012 vandt Rory McIlroy i -13, hvilket var hele otte slag bedre end David Lynn i -5.
V Sport Golf og Viaplay.dk sender direkte. Se ugens sendetider på 19hul.dk/tv.
US PGA Championship, leaderboard
– Alternativ på pgatour.com