Vestmannaøerne tirsdag morgen 24. maj. Færgen sejler snart. Supermarkederne er ikke åbne endnu. Heldigvis har Klettur, tankstationen, åbent. Der er ingen i butikken, men så kommer bageren ind og går ind i bagbutikken. Og lidt efter kommer indehaveren. Jo, han kan hurtigt lave et par sandwich og anbefaler den med roastbeef og ristede løg. Jeg tager to styk. Det er en lang tur til Stykkishólmur, og erfaringen siger mig, at der godt kan være langt mellem de gode sandwich.
Indehaveren fortæller, at han hedder Sveinn, og at han har boet halvandet år i Aarhus. ”Vi kaldte den Byen. Dejlig by.” Jeg undlader at spolere hans minder ved at fortælle om Aarhus Ø.
I stedet spørger jeg, om man får lyst til at flytte fra Vestmannaøerne, når det er gråvejr som i dag.
”En af mine venner stillede mig samme spørgsmål for længe siden. Men så spillede han golfbanen og var med mig ude i min hytte på Suðurey nogle dage,” fortæller Sveinn og peger på en fotostat, der hænger på væggen. ”Og i dag bor han her på Heimaey. ”
”Det er himlen på jorden. Også selv om det er lidt besværligt at komme op ad stigen.” Sveinn viser mig en video på YouTube med titlen Stairway to Heaven. Himnastiginn í Suðurey. ”Opstigningen til himlen er speedet lidt op, så det passer med Led Zeppelin.”
Her er den. 4 minutter og 29. Enjoy.
Når man møder folk som Sveinn, tænker man uvilkårligt, at vi jordboere måske alligevel har en fremtid trods krige, pandemier og klimakrise.
Overfarten med færgen varer 40 minutter. Der er ikke mange med en tirsdag morgen. Der var proppet i lørdags. Turisterne kommer i weekenden. Såkaldte daytrippers, som lader bilen stå på fastlandet og tager morgenfærgen. Og aftenfærgen retur.
Det begynder at regne, da jeg kører fra borde. Jeg har været velsignet med godt vejr hidtil. Det er o.k. at se det islandske liv fra en anden vinkel.
Opdager jeg skal have benzin på. Skulle have tanket op hos Sveinn. Der er ikke mange benzintanke uden for Reykjavík. Så dukker en lyserød ORKAN op. Den er svær at overse, selv i gråvejr. Godt at få bilen fyldt op – og blæren tømt.
Når man skal betale på benzinstationer, sker det i øvrigt meget ofte, at pengeautomaten ikke accepterer udenlandske betalingskort. Så skal man gå ind i butikken og bede om at få ”opened up”. Så er der som regel hul igennem. Visa og Masters virker ellers overalt. Pudsigt.
Der tikker en sms ind. Fra politiet. Det islandske. “You are close to Hekla, an active volcano that can erupt without warning. Take care. Further information: https://www.almannavarnir.is/hekla/”
Jeg læser politiets ”futher information”. Nå, det er nok ikke et varsel, om at det går ad heklafjeld til (ifølge folketroen var Hekla indgangen til Helvede). Det lader til at være alenlang reklame for deres 42 handlingsplaner, i fald jorden begynder at ryste lidt.
Gør holdt i Selfoss, hvor jeg var forbi forleden. Vigtigt med en pause. Og en gåtur. Og en roastbeefsandwich fra Kleitur.
Kigger ind til Ólöf Sæmundsdóttir i hendes galleri Lista Sel. Ólöf spørger, om jeg har hørt om jordskælvene i går i området omkring Grindavik (ved kysten syd for Keflavik, red.). 3,8 på Richter skalaen. Det har jeg ikke. Men nu giver sms’en fra politiet pludselig bedre mening. Åbenbart frygter man et udbrud fra den nærliggende vulkan, Fagradalsfjall, som var aktiv sidste år. Hvad det så har med Hekla at gøre, der ligger 170 kilometer fra Fagradalsfjall.
Udbruddet i 2021 inspirerede Ólöf til at lave keramik i vulkanform (se eksempler foran kunstneren). Hun glemmer aldrig datoen for udbruddet, som skete på hendes 60-års fødselsdag.
Ólöf siger, hun ikke selv er bange, men hun forstår godt, at folk i Grindavik har svært ved at sove om natten. Hun foreslår, at jeg følger de engelsksprogede islandske nyheder på icenews.is
Bjergene forsvinder i skyerne. Personbilerne sænker farten. Lastbilerne er ikke så nøjeregnende, de drøner derudad og overhaler. Også på de tosporede, smalle veje.
Det er klaret op. En afstikker fra hovedvejen for at se på Mosfell Kirke. Det er ikke den på fotoet ovenfor. Den gamle er en saga blot. Der må have været flere potentielle kirkegængere i området for 900 år siden. Nu er nobelprisvinder i litteratur fra 1955, Halldor Laxness’ bolig et af de meget få huse i miles omkreds.
Et skilt ved kirken beretter om Egill Skalla-Grímsson, en kendt skikkelse på egnen i slutningen af 900-tallet, dvs. fra overgangen mellem hedenskab og kristendom i Island. Ifølge Egills egen saga var han en stor skjald og en stor kriger. Det hedder sig, at han stod op klokken tre og slog ihjel klokken seks. Det må have været i sommertiden. Skalla-Grímsson er også kendt for at have begravet en stor sølvskat i området og for at have ombragt to slaver, hans to private hjælpende ånder, så de ikke skulle afsløre gemmestedet. Sagaskjalden havde i øvrigt for vane at stikke øjnene ud på dem han slog ihjel. Blinde gengangere sladrer ikke. Der var ikke meget kristen humanisme over Skalla-Grímsson. Ikke desto mindre lod hans datter ham begrave i den første kirke i Mosfell.
Borgarnes. 60 kilometer nord for Reykjavík. En noget slidt fiskerby. Kaffi Kyrrð er byens oase med fred og ro og café og gæstehus. I dag er der besøg af pædagoger på kursus fra Selfoss, som har taget timeout i caféen.
I Borgarnes finder man også Landnámssetur Íslands. Islands Center for vikingernes togter og erobringer, hvor den besøgende med høresæt på hovedet bliver guidet rundt, så man bl.a. kan lære om de norske og svenske vikinger, der bosatte sig i Island sidst i 900-tallet, de såkaldte landnamsfolk.
Hvad laver folk, der har bosat sig så langt ude på landet, at byboere vil betragte landskabet som en illustration af T. S. Elliots ødemark? Sætter de sig foran fjernsynet med sytøjet og mobilen, når de er færdige med dagens dont?
Sådan er det næppe i Borgarnes, hvor der ligger en af landets allerfineste golfbaner, Golfklúbbur Borgarnes. Man behøver bare at tjekke hjemmesiden – jf. solskinsfoto øverst – for at få lyst til at booke et værelse på Icelandair Hótel Hamar, Islands eneste golfresort, og styrte afsted for at spille den smukke bane, der har ø-green og udsigt til Borgarfjorden og sneklædte bjergtinder.
Selv en diset gråvejrsdag giver et foto fra puttegreenen et indtryk af Golfklúbbur Borgarnes’ enestående beliggenhed.
Banen er ikke særlig lang, men fairways er smalle og træerne kommer let i vejen for golferen, der uforvarende er kommet på afveje. Og så er der elven, som ofte er i spil. Den slanger sig om fairways og greens, før den forlader golfbanen for at fortsætte ud i den fascinerende ødemark.
Læs næste artikel i serien her. Nye læsere kan med fordel begynde forfra og læse første del først.
TEKST
- Kim Boje
FOTOS
- Guðmundur Daníelsson (øverste)
- Ómar Örn Ragnarsson, Golfklúbbur Borgarness (nederste)
- Kim Boje
GOLFKLUB
Golfklúbbur Borgarness (Borgarnes Golf Club), Hamar, 310 Borgarnes, Iceland, +354 437 2000, http://gbgolf.is//
HOTEL MED RESTAURANT
- Icelandair Hótel Hamar, Hamarsvöllur 310, Borgarnes, Island, https://www.hotelhamar.is
UDFLUGTER TIL LANDS, TIL VANDS OG INDENDØRS
- Landnámssetur Íslands, Islands Center for vikingernes togter og erobringer, bl.a. af Island, fra de første landnamsfolk, dvs. norske og svenske vikinger, der bosatte sig på Island fra sidst i 900-tallet, Brákarbraut 13 – 15, 310 Borgarnes, http://www.landnam.is/eng/
- Laxness Museum, Gljúfrasteinn, Þingvallavegur, 270 Mosfellsdalur, Island https://www.gljufrasteinn.is/is/forsida
- Mosfellskirkja, Mosfellssbaer (meget tæt på Laxness Museet)
SPISESTEDER
- Kaffi Kyrrð, en bogstavelig talt grøn oase med fred og ro og café og gæstehus. Skúlagata 13 and 15, 310 Borgarnes, https://blomasetrid.is/
SKØNLITTERATUR
- Sally Magnusson, The Seal-Woman’s Gift (2018). Historisk fiktion. Om de osmanniske slavejægeres overfald på Heimaey i 1627. “Written with love for detail and ambiance” (whichbook.net)
- Jørgen Junker Grimstrup, Laurids (2009). Historisk fiktion. Om den 17-årige danske Laurids, der bliver kidnappet af tyrkiske sørøvere på Vestmannaøerne i1627 og solgt på et slavemarked i Algier. ”Frisk sanset og fortalt” (T. Z. Madsen)
- Arnaldur Indriðason, Tavs som graven (2001) fra den socialrealistiske serie om kriminalkommissær Erlendur Sveinsson. To gange tildelt Glasnøglen – prisen for bedste nordiske krimi.
- Hallgrímur Helgason, 101 Reykjavík (1996). ”En sort komedie om en moderne antihelts (…) forsøg på at undgå at blive voksen” (bogens bagside). Nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. Filmatiseret i 2001. Både bog og film foregår i Reykjavík.
- Einar Már Gudmundsson, Måske er posten sulten (2015). 38 korte noveller om skæve eksistenser i Reykjavík. ”Der er matrosen fra DDR, der vil søge asyl i Island, men sejler hjem igen, da hotelportieren fortæller, at islandske øl kun indeholder 2 procent alkohol” (B. V. Nielsen, Information)
- Halldór Laxness Salka Valka, (1931) Nobelprisvinderens roman om den stærke kvindeskikkelse Salka Valka. ”Portrættet har været inspiration for de stærke kvindeskildringer, nordisk litteratur har fostret så mange af” (H. R. Boesen, Litteratursiden)
- Jón Kalman Stefánsson, Sommerlys og så kommer natten (2005). ”Med sin uimponerede tilgang til det overnaturlige er romanen en hyldest til fantasien og den åbne tilgang til verden, hvor der måske er mere på færde, end man kan forstå eller se med det blotte øje.” (forfatterweb.dk)
- Grayson del Faro, The Sagas and Shit “The sagas may seem old and boring af [pardon the French, ed.] but the real talk is that they also have assloads of the same sex, violence, comedy, and timeless lessons that fill our brains and TV screens today. This book retells the most famous masterpieces of Icelandic literature alongside some of the weirdest, most fucked-up sagas and skips straight to the good shit” (bogens bagside). Illustreret af Elísabeth Einarsdóttir
ENGELSKSPROGEDE ISLANDSKE NYHEDER
