Når man kører fra Reykjavík ad den lange, lige landevej via Selfoss til Vestmannaøerne, dukker der en lille benzintank op. Som en kulisse fra en film af Wim Wenders eller David Lynch, hvor kaffen er kulsort og blåbærtærten ”damn good”.
I region Sydisland kan der være langt mellem tankstationer med god mad, så man gør klogt i at stoppe op hos Hjöllas lille cafeteria (Hjá Hjölla Litla Kaffistofan), som oasen hedder, hvis ikke for at tanke brændstof til bilen, så til maven.
Længere sydpå flader landskabet endnu mere ud. I sollyset giver de arktiske lupiner et blågrønt skær. På vej mod Vestmannaøerne vokser øerne sig langsomt større og større i bilistens briller.
Færgen afgår 10.45 fra det lille færgeleje, Landeyjahöfn, og sejler tæt forbi Elliðaey og Bjarnarey. For boven af færgen piler små lunder – søpapegøjer – afsted henover vandoverfladen. Fyrre minutter efter afgang sejler man ind i Heimaeys havn. Byen, øgruppens eneste, omtales ved samme navn som øerne: Vestmannaeyjar.
Søpapegøjen er selve symbolet på Vestmannaøerne. Det er derfor ikke overraskende, at et overdimensioneret eksemplar byder velkommen i havnen. Og at Heimaeys bedste fodboldspillere kaldes Lundarnir (Lunderne).
Man kunne forledes til at tro, at lunden er en langsom flyver, men det er ingen lunde tilfældet. Med 400 vingeslag i minuttet kan den flyve 90 kilometer i timen, og den er tilmed en fremragende svømmer, der kan dykke 60 meter ned for at fange krebsdyr og småfisk eller for at undgå en færge. En bedre maskot kan intet fodboldhold ønske sig.
I Sæheimar Aquarium, et plejehjem for bl.a. syge søpapegøjer, kan man købe bogen om Lundens unge, der flyver mod byens lys, og hvor et barn søsætter den efter at have passet og plejet den i længere tid. Bogen, som Hilmir Högnason har skrevet, og Gunnar Júlíusson (billedet) har illustreret, er blevet en bestseller og er oversat til alverdens sprog. Med det plot, ”based on a very true story”, skulle det ikke overraske, hvis Disney snart laver en tegnefilm over den fortælling.
Søpapegøjens historie var ellers tidligere anderledes tragisk. Bestanden af lunder på Vestmannaøerne taltes i hundredetusinde, hvis ikke i millioner, men de seneste tiår er antallet faldet drastisk. Den stigende havtemperatur og (olie)forurening får skylden, men det har måske også spillet ind, at lunderne blev flejet – fanget med fuglefangststang – i stor stil. I meget stor stil. Det siges, at en enkelt øbo har rekorden med 1100 lunder på én og samme dag. Dén historie bliver næppe til en Disney film.
Teetime er først i morgen, så der er tid til en tur rundt på Heimaey med EyjaTours. Udflugten starter pudsigt nok på Golfklúbbur Vestmannaeyjas 17. grønne green.
Lige over flaget kan man 15 kilometer borte øjne Surtsey, der kom til verden i 1967 efter en fødsel under Atlanterhavet. En fødsel der varede fire år. Efter den bedrift fik den nye ø dåbsnavnet Surt efter den dæmoniske jætte, der ifølge Vølvens spådom skal sætte himmel og jord i brand med sit flammesværd og skabe ragnarok. Surt. Et passende navn.
EyjaTours guide, Ebbi, forklarer sine 8-9 gæster, at man for at kunne gebærde sig på de lodrette fjeldvægge må begynde tidligt. På øvebanen lærer skolebørnene at svinge sig rundt på klipperne, så de kan hente friske fugleæg til morgenmaden. Lidt ligesom vi andre lader vores børn gå ned til sparkøbmanden for at hente hønseæg.
Ebbi tager selv en svingom – 20 meter længere oppe. Bagefter siger han, at fjelde og fugle er en øbos hjerteblod. ”Vi har jo nærmest fået det ind med modermælken!”
Næste stop på rundfarten er Ebbis eget nyrenoverede dobbelthus, som er opført i den gamle stil. I landnamstiden okkuperede dyrene det ene hus, så vikingerne om vinteren kunne holde varmen i det andet. Ebbi har imidlertid ingen planer om at have et husdyrhold indendøre. Hans planer går ud på, at folk og fæ skal kunne komme på kursus i vikingehuset for bedre at forstå, hvordan de første nybyggere klarede sig for 1000 år siden.
Ebbi kører videre i minibussen med den halve snes gæster og holder undervejs et mindre foredrag om lunderne. De er monogame og langt mere trofaste end et gennemsnitligt islandsk ægtepar. Hunnen lægger kun ét æg, så der bliver kun en enkelt unge at brødføde for parret Lunde. Der er ligestilling lunderne imellem. De er sammen om at grave et meget dybt hul inden familieforøgelsen for bedre at kunne undgå ubudne gæster som fx svartbagen, en jættestor måge der siges at kunne sluge en lunde i én mundfuld. Og når ægget er lagt, skiftes han og hun til at værne om det. Når ungen er kommet ud af ægget, flyver og farer forældrene afsted hele den lyse dag frem og tilbage – ca. 100 gange – for at finde en særlig udsøgt blanding af småfisk og krebsdyr, som er den eneste spise den forkælede unge accepterer.
Ebbi parkerer den lille bus og går hen til et pebermyntefarvet udhus på en stejl klippeside. Der er meget langt ned. Ebbi fortæller og gestikulerer og peger. Turisterne holder sig i respektfuld afstand, mens guiden peger og fortæller videre om lunden. Det er ikke let at følge lundens flugt for os blandt publikum, der står bagerst, men vi får at vide, at lunden er lidt kluntet, når den skal lande på vandspejlet. Der er mere stil over den, når den vender tilbage til hulen og ungen med fiskeyngel i sit rød-, gul- og blåstribede næb.
Ebbi går endnu længere ned ad skrænten. Han er ikke dum som et får. Han ved bare ikke, hvad højdeskræk er.
”Og så kan lunden blive over 40 år gammel,” siger Ebbi, da fotografen har dristet sig tæt nok på til at kunne høre ham. ”Det er dokumenteret her på øen. En af mine bekendte har fanget og ringmærket den samme lunde med 42 års mellemrum! Det er så vidt vides verdensrekord for søpapegøjer.”
Ebbi kører turisterne op til Stórhöfði, et udsigtspunkt, som Ebbi påstår er Europas mest vindomsuste sted.
”En blikstille dag i maj måned med blå himmel og 20 grader er en sjældenhed. Dem har vi måske tre-fire af om året. Vi er velsignet med godt vejr i dag.”
”Amen”, siger en amerikaner. ”Yesterday, I wouldn’t have guessed we’d get an Icelandic tan today.”
I det klare vejr kan man se vulkanen Eyjafjallajökull på det islandske fastland 40 kilometer borte. Eyjafjallajökull, som er forbundet med Eldfell, skabte i 2010 store problemer for flytrafikken og for engelsktalende reportere, som man vil kunne høre og se her:
20 til 30 meter under denne bakkeskråning lå en større bydel. Men i 1973 gik Eldfell i udbrud. 350 huse blev begravet, andre 400 blev ødelagt. Mange øboere mistede således både hus og hjem.
Lavamasserne truede også med at fylde byens naturhavn op. Det lykkedes dog en flok snarrådige og handlekraftige mænd at pumpe havvand op i ugevis, hvorved adgangen til havnen blev reddet, og den totale katastrofe blev undgået.
Nu er lavaen mange steder dækket af sejlivede lupiner og mælkebøtter. Ebbi er glad for, man har importeret de arktiske blå lupiner til Vestmannaøerne. Mælkebøtterne er han mindre begejstret for.
”Da jeg gik i afgangsklassen, var vores ugelange skoleprojekt at så og tilplante et større område med urter og grøntsager. Da den første vinterstorm kom, blæste vores projekt væk på en nat. Frø og planter kunne ikke finde fodfæste i lavastøvet. Men de blå lupiner kan. De er stort set de eneste planter, der kan slå rod her og holde på sandet og gruset.”
Vestmannaøerne har på mange måder været stormomsuste gennem tiderne. På Shakespeares tid var engelske Elizabeth I stiktosset over, at englænderne ikke fik tildelt fiskekvoter ved Vestmannaøerne. Frederik II mente derfor, at det var rettidig omhu at lade en fæstning bygge ved havneindløbet, så den danske kolonimagt kunne opretholde monopolet på fiskeri og handel i de islandske farvande.
Skansinn (skansen) kom dog ikke i brug. Heller ikke i højsommeren 1627, da korsarer fra Algier – en vigtig osmannisk by på Magrebkysten – klogeligt foretrak at opankre deres fire kaperskibe i en øde, lavvandet vig på den sydøstlige del af Heimaey. Den lille bugt, hvor slavejægerne gik i land, har lige siden været kendt som Ræningjatangi (røvertange).
Piraterne voldtog adskillige kvinder, dræbte over tredive øboere og satte ild til både kirken og kolonimagtens lagerbygning. Nogle af Heimaeys 400 indbyggere gemte sig i klippehuler, andre slap væk ved at ro over til fastlandet, og 242 blev taget til fange og solgt på slavemarkeder i Algier, Rabat, Tripoli og Tunis.
Præsten på øen, Ólafur Egilsson, som var blandt fangerne, blev taget med til Algier og siden sendt til København for at få penge af Christian IV, så han, præsten, kunne løskøbe sin hustru og to børn. Det lykkedes Egilsson at få konen frikøbt. Børnenes skæbne kendes ikke.
I dag står der én kanon og to nyere bygninger på Skansinn. Det historiske museum Landlyst, samt en trækirke, der er en kopi af en gammel stavkirke, som Norge forærede Vestmannaøerne i år 2000, da man fejrede tusindåret for kristendommens indtog i Island.
”Velkommen til pejsen”, står der nærmest galgenhumoristisk som overskrift til hjemmesiden for Eldheimar, et museum, hvor man får et stærkt indblik i ildens verden i almindelighed og vulkanudbruddet i 1973 i særdeleshed.
Når man går gennem området, hvor en hel bydel druknede i lava, er der hist og her sat mindesten oven over det sted, hvor en families hus ligger, og som nu er dækket af adskillige meter lava.
Selv om det snart er 50 år siden Eldfell gik i udbrud, kan man stadig mærke varmen trænge op fra lavaen – også når solen ikke er fremme. Det påstås, at man stadig kan bage brød i lavaen, hvis man graver et dybt hul og lader gryden med dejen ligge begravet en rum tid.
Ebbi siger tak for i dag, og gæsterne svarer med at klappe højt og længe. Det er tid til at finde et spisested.
Restaurant Tanguinn har lystbåde og fiskefartøjer lige udenfor sine vinduer. Og indenfor er der vågehval og lunde på menuen. Og Lambaskanki Massaman. Det er ikke et let valg, men det bliver den thailandske curry. Den kompetente servitrice og bartender foreslår en Snorri, islandsk pilsner, til maden.
Solen står stadig højt på himlen efter den glimrende curry og den gode øl. Når man går gennem byen, ser man, at gavlmalerier i Vestmannaeyjar – som i Reykjavík – er meget populære. Det legende barn, som Kristín Þorláksdóttir og Ýmir Grönvold står bag, har den kryptiske titel, Bedstefars meningsmålinger (Afapollur). Måske er meningen den, at fiskeriet i dag er i så stor krise, at kun store børn tør lege med fiskekutterne.
Læs næste artikel i serien her. Nye læsere kan med fordel begynde forfra og læse første del først.
TEKST OG FOTOS: Kim Boje
GOLFKLUB
- Golfklúbbur Vestmannaeyja, https://www.gvgolf.is/
SKØNLITTERATUR
- Sally Magnusson, The Seal-Woman’s Gift (2018). Historisk fiktion. Om de osmanniske slavejægeres overfald på Heimaey i 1627. “Written with love for detail and ambiance” (whichbook.net)
- Jørgen Junker Grimstrup, Laurids (2009). Historisk fiktion. Om den 17-årige danske Laurids, der bliver kidnappet af tyrkiske sørøvere på Vestmannaøerne i1627 og solgt på et slavemarked i Algier. ”Frisk sanset og fortalt” (T. Z. Madsen)
- Arnaldur Indriðason, Tavs som graven (2001) fra den socialrealistiske serie om kriminalkommissær Erlendur Sveinsson. To gange tildelt Glasnøglen – prisen for bedste nordiske krimi.
- Hallgrímur Helgason, 101 Reykjavík (1996). ”En sort komedie om en moderne antihelts (…) forsøg på at undgå at blive voksen” (Bogens bagflap). Nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. Filmatiseret i 2001. Både bog og film foregår i Reykjavík.
- Einar Már Gudmundsson, Måske er posten sulten (2015). 38 korte noveller om skæve eksistenser i Reykjavík. ”Der er matrosen fra DDR, der vil søge asyl i Island, men sejler hjem igen, da hotelportieren fortæller, at islandske øl kun indeholder 2 procent alkohol” (B. V. Nielsen, Information)
- Halldór Laxness Salka Valka, (1931) Nobelprisvinderens roman om den stærke kvindeskikkelse Salka Valka. ”Portrættet har været inspiration for de stærke kvindeskildringer, nordisk litteratur har fostret så mange af” (H. R. Boesen, Litteratursiden)
- Jón Kalman Stefánsson, Sommerlys og så kommer natten (2005). ”Med sin uimponerede tilgang til det overnaturlige er romanen en hyldest til fantasien og den åbne tilgang til verden, hvor der måske er mere på færde, end man kan forstå eller se med det blotte øje.” (forfatterweb.dk)
HOTEL MED RESTAURANT
- Hótel Vestmannaeyjar. Fremragende hotel, https://hotelvestmannaeyjar.is/, inkl. fremragende Restaurant Einsi Kaldi, http://einsikaldi.is/en/veitingastadur
UDFLUGTER TIL LANDS OG VANDS OG INDENDØRS
- Sæheimar Aquarium, et plejehjem for bl.a. syge søpapegøjer, https://belugasanctuary.sealifetrust.org/en/
- EyjaTours har en guidet rundture på Vestmannaøerne. Den mest populære er søpapegøje-vulkanturen; https://www.eyjatours.com/
- Eldheimar (Ildens verden), https://www.eldheimar.is/
- Landlystmuseet, https://www.visitvestmannaeyjar.is/landlyst-museum
- RipSafari Vestmannaeyar. HAVE A BLAST WITH US er et slogan RipSafari i høj grad lever op til; ribsafari.is
SPISESTEDER
- Hjá Hjölla Litla Kaffistofan (Hos Hjöllas lille Cafeteria), https://www.instagram.com/hjahlolla/?hl=da
- Gott. Vegansk Tikka Masala er virkelig godt hos Gott, https://gott.is/.
- Tanguinn https://www.tanginn.is/
