RejserGolf- og rejseoplevelser67 golfbaner – og meget, meget andet. Rejseoplevelser fra Island (4)

67 golfbaner – og meget, meget andet. Rejseoplevelser fra Island (4)

“Her i klubben er 43 procent af vores medlemmer af hunkøn. I alle aldre,” fortæller Thorvaldur Thorsteinsson, klubmanager i Oddur Golf Club, der ligger et kvarters kørsel fra Reykjavik.

”Her er fredeligt og stille. Lyt engang. Man hører kun fuglefløjt og vindens susen i trætoppene.” Thorvaldur ser ud over golfbanen, og tilføjer så: ”Men det er nu primært på grund af vore fine toiletforhold, at vi har så mange kvinder i klubben.” Thorvaldur smiler. ”Den er god nok. Oplysningerne stammer fra en nylig rundspørge.”

Manageren bliver selvfølgelig bedt om at forklare, hvorfor Island har flest golfbaner per indbygger i hele verden. 67 baner til omkring 370.000 islændinge.

Thorvaldurs smil bliver endnu bredere. Han må bruge et engelsk ord til at forklare fænomenet.

”Fordi vi er golf fanatics! Simpelthen. Vi elsker golfspillet. Vi er små 20.000 medlemmer i Islands Golf Union. Og det anslås, at omkring 35.000 om året spiller golf regelmæssigt.”

Utroligt. Det svarer til 10 procent af den islandske befolkning. Inklusiv dem der er under 5 og over 95. Det ville svare til, at en halv million danskere spillede golf. Regelmæssigt!

Da vikingerne i slutningen af det niende århundrede slog sig ned på disse kanter, dækkede skovene en tredjedel af landskabet. Men træerne blev fældet, så nybyggerne kunne bygge huse og få græsningsarealer til deres får og geder; og siden har vittige hoveder med en vis sandhed kunnet påstå, at hvis man ikke kunne finde vej i en islandsk skov, behøvede man blot at rejse sig op. En vits man altså kan takke vikingerne for.

Afskovningen har siden skabt deciderede ørkenstorme, et problem som ikke er blevet formindsket af klimaforandringer og vulkanudbrud, som med mellemrum sender lava og aske udover den islandske jord. Men siden 2015, hvor kun tre procent af Island var dækket skov, er der blevet plantet tre-fire millioner træer i et forsøg på at vende udviklingen.

Her i Garðabær, hvor Golfklúbburinn Oddur ligger naturskønt placeret, blev der allerede for 30 år siden plantet mange popler og fyrretræer. ”Og de har altså fået lov til at stå mellem krat og buske og lava,” siger klubmanageren med endnu et stort smil.

Nok er der træer og grønne fairways på golfbanen i Garðabær, men der er også megen lava der skal forceres, før man når de velplejede greens.

Ud over lavaen er der ofte en udfordrende rough af lyng og mos og græsser, som kan drille. Især for en turist, der besøger Oddur Golf Club for første gang. Manageren, derimod, får det til at se let ud, når han viser, hvordan man skal komme fra lyngen med et godt resultat.

Oddur GC er en usædvanlig velanlagt og velplejet bane. Det gælder ikke kun klubhusets toiletter. Det gælder hele vejen. Selv stisystemet er der stil over!

Og det gælder også områderne med bænke og affaldsspande, som har herregårdsbelægning under sig. Klasse!

Også greens har høj klasse. Imponerende, ikke mindst når man tænker på, at vi er midt i maj måned, og at vinteren var streng, ikke mindst her hvor golfbanen ligger 100 meter over havets overflade. Her er køligere end ved kysten hele året rundt.

Alt omkring manageren synes at have høj klasse. Her hans indspil til green.

Guðrún Brá Björgvinsdóttir er indtil videre den eneste kvinde på Ladies European Tour, som kommer fra vulkanøen. Men mon ikke det kun er et spørgsmål om tid, før man ser flere islandske kvinder – og mænd – på allerhøjeste internationale niveau. Trods det relativt lave befolkningstal – der bor flere aarhusianere i Aarhus end islændinge i Island – klarer man sig forbløffende godt i andre sportsgrene, som fx hånd- og fodbold. Så hvorfor ikke i golf?

Talentet udvikles på det veltrimmede træningsanlæg, hvor en af Oddurs pro’er tager sig kærligt af en håndfuld unge golfere.

Spørger man de voksne talenter, så varer det ikke længe, før der kommer flere islændinge på den europæiske tour. ”Bare vent og se!”, får man at vide fra firebanden her.

Farvel til Thorvaldur Thorsteinsson og Oddur Golf Club. Og goddag igen til Reykjavik. Det er blevet frokosttid.

SÓNÓ matseljur (Spisestuen SONO) i Alvor Aaltos smukke Norræna Húsið (Nordiske Hus) laver vegansk og vegetarisk mad. Ugens ret er solsikkefrø-risotto med forårets friske grøntsager og dildolie. Men rejseskribenten er for sent på den. Køkkenet er lige lukket.

Til gengæld er han for tidlig på den til en drink på American Bar, selv om deres motto er: ”Life is short, drink early”.

Byens spisesteder er bestemt ikke kedelige. Det gælder stort set alle spisehuse – og spisevogne. Fra de mobile pølsevogne og chippy vans til det store udbud af caféer og restauranter, der drives af kokke fra alle verdenshjørner. Det store, varierede udbud kan imidlertid gøre det vanskeligt at bestemme sig for, hvad man skal vælge til frokosten (og til aftensmaden).

”Chinese Flavour”, siger de røde versaler oven på den flotte, skinnende vogn. Kinesisk. Det går man aldrig galt af. Tilmed er ventetiden dejligt kort. Det bliver kinesiske forårsruller. Blandt andet. ”Mums!”, som de unge siger i Viborg.

Varme vafler fra Liège? En dessert efter den kinesiske hovedret? God idé! Bare en enkelt vaffel eller to. Man brænder jo mange kalorier af ved at gå en runde golf og en runde Reykjavik.

Så er kroppens fysiske batterier ladet op igen. Nu gælder det det de mentale. Ned til Tjörninsøen og forbi rådhuset, hvis søjler står med fødderne i vand.

Forbi den lille fine domkirke og den lille parlamentsbygning.

Til Islands Nationalgalleri, der ligger klos op ad Frikirken med det grønne tag.

”Vi har en meget interessant udstilling af Birgir Snæbjörn Birgisson. Den hedder Careless Whispering”, siger damen i Nationalgalleriets billetsalg.

Birgir – kunstneren bag kunsten med den ironiske titel ”Ligegyldig hvisken” – er en mand. De lavmælte billeder er ellers alt andet en maskuline, så man(d) skulle tro, Birgir var en kvinde. Det er han ikke.

Billederne synes først usynlige, men når man går tæt på, kan man se, at de hvisker. Om de mange skandaler islandske politikere har stået for de seneste mange år, som damen i billetsalget forklarede det.

Når der hviskes, spidser man ører, og man opdager måske, at det der siges ikke er helt ”ligegyldigt”.  Når alle råber, hører man ingenting. Birgir Snæbjörn Birgisson har en god pointe.

Man kan godt blive lidt småsulten af al den kultur. Islandske fisk og chips lyder godt. Men frokosten ligger stadig lidt tungt i maven.

Vikingepølser. Hm… Har fået byens, undskyld, verdens bedste pølser to gange i denne uge. Og der skal også være plads til aftensmaden.

Hornið (Hornet) i Hafnarstræti. Varieret spisekort. Pizza, pasta, fiskesuppe, havfrugter. Lyder godt. Bestemt en mulighed.

Det er begyndt at regne. Der er ly i Marshall House. Her findes Ólafur Elíassons atelier, museet The Living Art og galleriet Kling & Bang. Hverken atelieret, museet eller galleriet har åbent i dag, men det har restauranten La Primavera heldigvis.

Aftensmaden er friskfanget. Rødspætten svømmer rundt i smørsauce mellem kartoffelmos og bagt hjertesalat og blomkål. Og friskbagt skandinavisk brød.

”Verði þér að góðu!”, siger den flinke tjener. Og oversætter til dansk: ”Velbekomme!”

Regnen tager til. Heldigvis er busstoppestedet lige i nærheden. Fjorteneren går hver halve time med endestop på rutebilstationen. Lige udenfor Hlemmur Mathöll, madhallen, hvor man bl.a. finder restauranten Skál.

En større gruppe franskmænd har invaderet Restaurant Skál. De er alle fra Réunion – et fransk oversøisk departement i Det Indiske Ocean med en meget aktiv vulkan – og er i Island for at studere, hvordan man her tackler problemerne, når en vulkan går i udbrud.

Et par af franskmændene er aktive golfspillere – der er tre golfbaner på Réunion – og de er lidt misundelige på en dansk skribent, der de næste dage skal spille golf bl.a. i Selfoss og på Vestmannaøerne. Deres muntre udtryk skyldes deres forsøg på at udtale navnet på Skáls mest populære ret: ”Flæskestegssandwich med rødkål”!

Læs næste artikel i serien her. Nye læsere kan med fordel begynde forfra og læse første del først.

TEKST: Kim Boje
LUFTFOTO ØVERST: Golfklúbburinn Oddur, Archives
FOTOS I ØVRIGT: Þorvaldur Þorsteinsson og Kim Boje

GOLFKLUB

MAD MED MERE

MUSEER MED MERE

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Ikke godkendt – Challenge Touren flyttes fra Nyborg til Bogense

Bogense Golfklub skal være vært for den den danske Challenge Tour turnering i 2025. Det skulle ellers have været i Sct. Knuds Golfklub, men deres...

Èt slags straf for langsomt spil i sin DP World Tour debut

Jacob Skov Olesen fik ikke ligefrem en drømmedebut på DP World Tour, da han fik ét slags straf for langsomt spil. Turneringen er afkortet...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk