Kaptajnen på SK 595 meddeler at vi skulle være fremme til tiden. Det holder stik. 11.45 dansk tid, 9.45 lokal tid, lander flyet i den lille lufthavn i Keflavik.
Lidt senere hos Europcar udleverer en ung pige nøglerne til den bookede bil og siger alvorligt, idet hun peger nederst på side 17 i firmabrochuren: ”Tjek altid vejrudsigten, før du skal ud at køre” Hun sætter et kryds med en kuglepen i brochuren og tilføjer: ”Og husk at holde godt fast i døren, når du åbner den”.
Således bevæbnet med gode råd, går det derudad mod Reykjavík 48 kilometer væk. Pigen i udlejningsfirmaet kunne godt have givet endnu et godt råd: Husk at se dig i bakspejlet, hvis du drister sig ud i venstre vejbane. Man kan godt risikere at blive underhalet.
Efter en lang rejse fra Viborg over København til Reykjavik trænger man til at strække benene. På Hotel Skuggi foreslår en smilende kvinde i receptionen en tur langs kysten ind til Koncerthuset Harpa.
”Det er den smukkeste bygning i byen. Et dansk-islandsk samarbejde. Og så skal du gå tilbage forbi Penismuseet og Baejarins Beztu Pylsur – en pølsevogn hvor der altid er lang kø – til Austurstræti, så er det ligeud hele vejen tilbage ad Bankastræti og Laugavegur. Det er en gåtur på omkring tre kvarter. Med mindre du stopper op undervejs.”
Receptionisten tegner ruten ind på et bykort og tilføjer: ”Hvis du vil have det store overblik, kan du gå op i tårnet på Hallgrimskirken. Den er let at finde. Du skal bare se op,” griner hun. ”Og med et solskinsvejr som i dag, kan du se hele Reykjavik og omegn”. Det lyder som en god plan.
Nogle går en tur med kameraet og filmer Jón Gunnar Árnasons båd, Solfærd. De morgenfriske løber en tur langs vandet.
De unge – og de mindre unge – kommer omkring på løbehjul.
Nogle hjemløse får sol på næsen med en smøg i munden. De keder sig og ville gerne have et tidsskrift at sælge på gaden, som Hus Forbi eller et Strada i Danmark, der støtter fattige og hjemløse. De fortæller gerne om huset på den anden side af gaden, oprindeligt et sygehus, som den franske stat byggede til de franske fiskere, der i 1800-tallet tog helt til islandsk farvand for at fange torsk. Et farefuldt hverv, så der var travlt den gang på l’Hôpital français.
Det franske hospital på Lindagata 51 tjener i dag andre formål.
Receptionisten på Hotel Skuggi har ret. Harpa, som danske Henning Larsen og islandske Ólafur Elíasson står bag, er et fabelagtigt koncerthus. En prima prisme, der fungerer både udenfor og indenfor. I maj måned var der bl.a. Shostakovichs 9. symfoni på plakaten.
Appetitten – som den friske luft uvægerligt giver – kan man få stillet, hvis man stiller sig op i køen til Baejarins Beztu Pylsur (Byens Bedste Pølser), en pølsevogn Bill Clinton gjorde berømt i 2004, da han sagde ”Why not?” som svar på indehaverens råb til præsidenten: ”Best hotdogs in the world!”
Overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen og kan give uvurderlig reklame.
Der er vejarbejde foran Reykjaviks Kunstmuseum, Hafnarhús, hvor den 90-årige islandske Erró – alias Guðmundur Guðmundsson – fejres behørigt. Han har boet en menneskealder i Paris og har fulgt med lige siden surrealisterne var hotte.
Erró malede den russiske præsident i 1959 – ”Krushchev speaking at a Moscow party” – men har så vidt vides ikke malet den nuværende, selv om han, Erró, er fulgt med tiden. I dag er han nok bedst kendt for sine popkunstcollager, som man kan se et meget stort gulv-til-loft eksemplar af i Keflavik Lufthavnen.
På vejen op til Hallgrims Kirkja, kommer man forbi nogle farverige huse. Et gult der siger ”Human Rights for Everyone”. Og andre – lilla og grønne og blå og røde – uden politisk budskab.
Hele farvepaletten er anvendt på husene i Reykjavík. Måske er det som i Grønland, hvor man bruger farver hvor man kan, fordi landskabet er næsten farveløst.
Det er ikke kun husene der er farverige i Reykjavik. Den kulørte punker, legenden Svarti Álfur (Sort Alf aka Black Elf), der spillede i de hedengangne bands Sjálfsfróun og Kuml, har med gamle venners hjælp skabt et punkmuseum i et forladt underjordisk pissoir på Bankastræti 2.
Her kan man ikke alene få oprullet historien bag punken i Island, men der er også få mulighed for at den besøgende selv kan blive en del af udstillingen.
Når vinteren for alvor har mistet sit tag, opfriskes gadens farver. Her en 60-meter sprinterbane, der endnu ikke er helt tør.
Her et 60-meter fodgængerfelt, hvor malerne er i gang til solen går ned, dvs. langt ud på aftenen.
Og her ligger Hallgrimskirken for enden af regnbuen.
Foran Hallgrimskirken fejres Leif Eriksson – i Danmark vist bedst kendt som Leif den Lykkelige – med en statue for sit togt til Vinland. En tur der foregik flere århundreder før Columbus gik i land på San Salvador.
Folk er ikke enige om, hvorvidt Hallgrims Kirke er hel- eller halvgrim. I en episode af På eventyr i Island – en BBC-serie der kan, eller har kunnet, streames på DR – var den britiske vært, Alexander Armstrong, meget begejstret over kirkens bølgende, takkede form. Armstrong syntes den mimede kirkeskibets mægtige orgel med dets mange piber (ca. 5.273).
Andre ser kirken som en rumraket der har form som en Fugl Føniks. Andre igen synes den ligner en sule, der samler vingerne inden den farer til himmels. Sidstnævnte udlægning har ingen gang på jord, mener mange, da man aldrig har set sulen flyve opad som et missil, når den er på jagt efter sild eller makrel.
Udsigten fra Hallgrimskirken er der imidlertid ingen diskussion om. Den er uforlignelig. Toppen nås i øvrigt med en elevator, som transporterer de besøgende op og ned på ingen tid.
Når man spørger indehaveren af Polar Bears Duty Free Gift Shop i Laugavegur, om man stadig kan møde isbjørne i Island, får man svaret, at der en gang eller to om året driver en afmagret polarbjørn i land, som har taget turen fra Grønland på en isflage. Tak for advarslen. En stærkt sulten isbjørn er livsfarlig, og i morgen går turen til Golfklúbbur Brautarholt. Som man kan se øverst, ligger golfklubben ved havet…
PS: Receptionisten sagde at gåturen ville tage omkring tre kvarter – med mindre man stoppede op undervejs. Denne turist stoppede op adskillige gange, så turen tog det meste af dagen.
Læs næste artikel i serien her.
TEKST: Kim Boje
LUFTFOTO (ØVERST): Golfklúbbur Brautarholt’s Archive
ØVRIGE FOTOS: Svarti Álfur (Sorte Alf aka Black Elf) og Kim Boje
GOLFKLUB
- Golfklúbbur Brautarholt (Brautarholt Golfklub), https://gbr.is/
OVERNATNING
Søger man et rigtigt godt hotel i et roligt kvarter, der samtidigt er en meget kort gåtur fra downtown Reykjavik, kan tvillingehotellerne Skuggi og Storm varmt anbefales. Det er tårnhøj kvalitet lige fra receptionen og værelserne til morgenbuffeten.
Er man til tidsåndens æstetik, skal man vælge Hotel Skuggi, der i den grad lever op til hotellets navn. Skuggi betyder skygge. Al interiør er sort eller mørkegråt på den cool måde. Selv sofastykket på værelset, en flot fotobog af den store islandske fotograf Rax passer ind i hotellets gråsorte farveskala. Rax’ billeder, blæst op til widescreenformat, dækker ovenikøbet væggene både i lobbyen og i spisesalen. Et sjældent gennemført og konsekvent layout.
Foretrækker man en mere klassisk elegant stil, skal man vælge Hotel Storm, hvor vindene blæser fra det lyse, klassiske hjørne, men ellers har Storm de samme kvaliteter som Skuggi.
- Hotel Skuggi, Hverfisgata 103, 101 Reykjavík, https://www.keahotels.is/skuggi-hotel
- Hotel Storm, 4 Þórunnartún, 105 Reykjavík, https://www.keahotels.is/storm-hotel
MAD OG DRIKKE
Reykjavik har et utal af gode caféer og restauranter – og en fremragende pølsevogn. Skal man have meget god mad og drikke samt en usædvanlig god og afslappet stemning, skal man besøge restauranten Skál (Skål) i Hlemmur Mathöll (Endestation Madhal) ved siden af rutebilstationen, som har flere spisesteder under samme tag. Sætter man sig på en af barstolene omkring Skáls åbne køkken, kan man se de 5-6 kokke fremtrylle maden, som Thomas Lorentzen, tidligere køkkenchef på Nimb i Tivoli, står bag.
- Baejarins Beztu Pylsur (Byens Bedste Pølser), https://bbp.is/
- Restaurant Skál, http://skalrvk.com/
Byens bedste pølser og verdens bedste hotdogs laves bl.a. af dette team
Køkkenchef på Skál, Thomas Lorentzen, med dygtige kokke i køkkenet
MUSIK, MAD OG DRIKKE
Hrafnkell (Ravnkel, som i sagaen), den koncentrerede kok og bartender yderst t.h. på foto, har gode tips om musik, mad og drikke i Reykjavik:
- Mál og Menning Bookstore (Mål og Meninger Boghandel) på Laugavegur 18 har været lukket i længere tid. Men nu er der igen bøger, bar og bands på repertoiret (musikken er fra 20-22 hver aften).
- Pönksafn Islands (Det Islandske Punk Museum), https://facebook.com/Bankastraeti0/
- Dillon Whiskey Bar har ikke kun sprut, men også mad på menuen og blues og rock i weekenden.
- Skuggabaldur har Jón Mýrdal, stand-upper og TV-kendis, gjort til en jazzbar. Vildskaben hos en skuggabaldur – et islandsk, mytisk monster – rimer jo på jazz.
- Gaukurinn i Trygvagata har god fadøl og god livemusik hver aften.
- Sirkus er lige genåbnet i Lækjargata med live musik, indisk mad og dart og pool.
BONUS
Spørger man Hrafnkell, om han også ved alt om supermarkeder i Reykjavík, lyder det:
- ” Bónus, my man, easily the best supermarket in town, just down the street. You can’t miss it!”
VEJRUDSIGTEN
- Islandsk vejrudsigt på engelsk: https://en.vedur.is/