Annika Sörenstam gør comeback på den største scene, da den 51-årige svensker med 10 major sejre har tilmeldt sig U.S. Women’s Open Championship Presented by ProMedica 2022.
Den amerikanske major med en historisk stor præmiesum på hele 10 mio. $ spilles fra den 2. – 5. juni på Pine Needles Lodge & Golf Club i Southern Pines, North Carolina. Det var på denne bane, at Sörenstam som forsvarende mester vandt US Women’s 1996 med seks slag.
Hun har vundet US Open tre gange. Udover 1995 og 1996 var det i 2006, men hun har ikke deltaget siden 2008, hvor hun indstillede karrieren som fuldtidsprofessionel. Siden da har Sörenstam kun spillet ganske få turneringer og ingen majors.
I 2008 havde Annika Sörenstam en 2. og en 3. plads i de fire majors. Tre af sine 72 LPGA turneringer samt en LET turnering vandt hun i 2008, så hun stoppede på toppen.
Kvalificeret som vinder af US Senior Open
Selvom Annika Sörenstam, der var nr. 1 på damernes verdensrangliste i 60 uger da den blev indført i 2006, på alle måder er en levende legende, så giver det ikke automatisk en plads i US Women’s Open.
Men Sörenstam vandt U.S. Senior Women’s Open 2021, og det er denne sejr, som kvalificerer hende til U.S. Women’s Open Championship Presented by ProMedica 2022.
– Jeg troede egentlig ikke, at jeg skulle deltage i flere, men alt faldt ligesom i hak. At spille det største mesterskab i damegolf på en bane hvor jeg har så mange gode minder med min familie ved min side betyder meget for os, siger Sörenstam i en pressemeddelelse.