Top-125 på PGA Tourens FedExCup rangliste har kvalificeret sig til FedExCup slutspillet, og som nr. 198 har Sebastian Cappelen mistet sit PGA Tour kort. Han har dog muligheden for at generobre det via Korn Ferry Tour Finals, mens Lucas Bjerregaard er ude.
Korn Ferry Tour Finals består af tre turneringer der hver især har en præmiesum på 1 mio. $. Top-75 fra Korn Ferry Tour ranglisten spiller med nr. 126 – 200 på PGA Tourens FedExCup ranglisten. Ikke-medlemmer der ville være sluttet mellem nr. 126 – 200 på FedExCup ranglisten samt enkelte der har været skadet er også med.
50 PGA Tour kort skal fordeles
I de tre turneringer spilles om 25 “nye” PGA Tour kort. Herudover spiller top-25 i den regulære Korn Ferry Tour sæson om et så godt kort som muligt, da de allerede er sikre på deres PGA Tour kort.
Alle, bortset fra top-25 i den regulære Korn Ferry Tour sæson, starter fra nul. For dem er det således alene point-indtjeningen i de tre Finals turneringer, som er afgørende for, om man får et PGA Tour kort. Der er 1.000 point for en sejr og en enkelt top-placering er reelt nok til et PGA Tour kort.
Top-25 i den regulære Korn Ferry Tour sæson er sikre på deres PGA Tour kort. De 25 fortsætter med deres egen rangliste, hvor indtjeningen fra den regulære sæson og Finals lægges sammen. Den endelige placering på denne rangliste er afgørende for, hvor godt et PGA Tour kort de får.
Den endelige rangering af de 50 PGA Tour kort sker skiftevis med en spiller fra top-25 i den regulære sæson og top-25 i Finals. Vinderen af de to ranglister får et fuldt PGA Tour kort og en plads i Players Championship.
Villegas, Aphibarnrat, MacIntyre, Bezuidenhout og Schwab
Nogle af spillerne som sluttede udenfor top-125 er sikret et PGA Tour kort via tidligere meritter, og er derfor ikke med i Finals. Blandt deltagerne fra nr. 126 -200 er velkendte navne som Camilo Villegas, Tom Lewis, Byeong Hun An, Kiradech Aphibarnrat, Bill Haas og David Lingmerth.
Ikke-medlemmer der optjente nok FedExCup point til at være mellem nr. 126 – 200 er også med, og på den liste er bl.a. Robert MacIntyre, Christiaan Bezuidenhout, Lucas Herbert og Aaron Rai med. Fra 2019-20 sæsonen er Kurt Kitayama og Matthias Schwab med.
Sebastian Cappelen klarede cuttet i syv af 23 turneringer
31-årige Sebastian Cappelen fik PGA Tour kortet via top-25 på Korn Ferry Tour i 2019. I den netop afsluttede 2020-21 sæson har Cappelen klaret cuttet i syv af 23 turneringer, og han blev nr. 198 på FedExCup ranglisten.
Han spillede 19 turneringer med otte klarede cuts i 2019-20 sæsonen og blev nr. 157 på FedExCup ranglisten. Som følge af COVID-19 beholdt alle dog deres kort i 2020-21 sæsonen.
Lucas Bjerregaard har kun spillet to turneringer
Lucas Bjerregaard har også haft et PGA Tour kort, men ikke jagtet den amerikanske drøm i år. Han kvalificerede sig i 2019, og klarede kun cuttet i én ud af 10 turneringer i 2019-20 sæsonen. Han har blot spillet to turneringer i 2020-21 sæsonen, og misset cuttet i dem begge, så han fremgår slet ikke af FedExCup ranglisten.
De tre Korn Ferry Tour Finals turneringer er:
Nedenfor ses datoer og navne for de tre turneringer i Korn Ferry Tour Finals:
19. – 22. august: Albertsons Boise Open presented by Chevron
26. – 29. august: Nationwide Children’s Hospital Championship
2. – 5. september: Korn Ferry Tour Championship presented by United Leasing & Finance