Sidste chance før sommerpausen
På mandag, den 10. maj, holder Vejle Golf Club det sidste TRYOUT introduktionsarrangement for nye medlemmer inden sommerpausen, og interesserede deltagere skal derfor skynde sig, hvis de skal nå at melde sig til. Der er plads til 20 deltagere på holdet.
Vejle Golf Club har fra midten af marts til starten af maj budt velkommen til 230 TRYOUT medlemmer.
– Der er helt fantastisk at møde alle de entusiastiske nye medlemmer, som glæder sig til at opleve golfens herligheder, fortæller formanden for begynderudvalget, Dennis Thomsen.
– Men nu holder vi pause i indslusningen indtil august måned, så vi sikrer, at de nye får en god begyndelse på deres golfkarriere. Det er vigtigt, at vi sikrer kvalitet i introduktionen, og at begynderudvalget og klubbens trænerstab kan følge med til det imponerende fremmøde til TRYOUT i år.
Vejle Golf Club har haft succes med TRYOUT, som er et medlemskab, der giver nye medlemmer en sæson til at prøve af og mærke efter, om golf er for dem, inden de behøver at melde sig ind i klubben og betale kontingent.