Linn Grant vandt Skaftö Open, hvilket var den 22-årige svenskers sjette sejr i år, hvoraf de fire har været på LET.
Desværre var Smilla Sønderby to slag fra at klare cuttet efter anden runde, mens Linette Holmslykke var seks slag fra cutgrænsen.
Linn Grant vandt
Ana Pelaez Trivino og Linn Grant delte føringen i -9 inden finalerunden. Linn Grant gik finalerunden i -1 på par-69 banen, hvilket var nok til sejren i -10.
Lisa Pettersson blev nr. 2 i -9, mens Maja Stark, Becky Morgan, Alice Hewson, Jessica Karlsson og Elina Nummenpaa delte 3. pladsen i -7.
Rookien Linn Grant har vundet seks gange i år
Linn Grant blev professionel i august 2021, og opnåede hurtigt andenpladser i de svenske LET turneringer Didriksons Skaftö Open og Creekhouse Ladies Open. I oktober vandt hun Terre Blanche Ladies Open på LET Access Series foran den danske amatør Amalie Leth Nissen.
Hun fik fuldt LET kort via en 4. plads på Tourskolen i december 2021, og fik et LPGA kort med et antal starter via Q-Series.
Liinn Grant begyndte året på den sydafrikanske Sunshine Ladies Tour, hvor hun vandt tre turneringer; Dimension Data Ladies Challenge, Jabra Ladies Classic og Joburg Ladies Open, der også var tællede til LET.
I slutningen af maj vandt hun Mithra Belgian Ladies Open på LET inden hun i juni vandt Volvo Car Scandinavian Mixed med både LET og DP World Tour spillere. Ugens sejr er således hendes fjerde på LET i år og samlet set den sjette i år.