17-årige Rianne Malixi fra Fillipinerne vandt US Women’s Amateur efter sejr over 15-årige Asterisk Talley fra USA. En gentagelse af finalen i US Girls’ Junior for tre uger siden som Rianne Malixi også vandt. I videoen ovenfor ses alle slag vist på tv fra søndagens finale.
18 af finalens 36 huller blev spillet lørdag som følge af forventet dårligt vejr søndag, og efter de første 18 huller var Asterisk Talley 1 op.
Asterisk Talley var 2 op efter 19 huller, men så vandt Rianne Malixi 4 huller i træk for at komme 2 op. Malixi kom også 3 op, men de var lige efter 29 huller inden Malixi vandt 3 huller i træk fra 31. hul, og da de delte 34. hul med birdies vandt Rianne Malixi med 3 & 2.
De to finalister delte værelse under den store amatørturnering Sage Valley Junior Invitational i marts, og dengang vandt Asterisk Talley foran Rianne Malixi.
Den seneste måned har de to mødt hinanden i to store finaler, som Rianne Malixi har vundet. I 36 hullers finalen ved US Girls’ Junior vandt Rianne Malixi 8 & 7.
Rianne Malixi deltog i øvrigt også i det åbne EM for damer, hvor hun blev nr. 4 da svenske Louise Rydqvist vandt.
Har kvalificeret sig til fire majors
Sejr i US Women’s Amateur giver bl.a. en plads i fire majors, hvor hun forbliver amatør; AIG Women’s Open 2024 på St Andrews Old Course fra den 21. august samt US Women’s Open presented by Ally 2025, Chevron Championship 2025 og Amundi Evian Championship 2025. Hun får også en invitation til US Women’s Amateur.
Asterisk Talley har også kvalificeret sig til US Women’s Open 2025, hvis hun forbliver amatør.
Kun én har vundet US Girls’ Junior og US Women’s Amateur i samme år
Der er ingen regler om alder i US Women’s Amateur, og det er ikke første gang at en junior under 18 år vinder. Det er også sket én gang tidligere, at samme spiller har vundet begge turneringer i samme år, og det var da Seong Eun Jeong vandt begge i 2016.
I alt har ni spillere vundet både US Girls’ Junior og US Women’s Amateur og den hidtil seneste var den nu dobbelte LPGA vinder Rose Zhang, der vandt US Girls’ Junior 2020 og US Women’s Amateur 2021.