Den blot 15-årige amatør Ratchanon ‘TK’ Chantananuwa fra Thailand blev den yngste vinder nogensinde på en førende tour for herrer, da han vandt Trust Golf Asian Mixed Cup, som var en fælles mixed turnering på Ladies European Tour og Asian Tour. Se højdepunkter fra finalerunden i videoen ovenfor.
Der var ingen danskere i turneringen, som var den første af to turneringer på Siam Country Club nær Pattaya i Thailand. Det var her Nanna Koerstz Madsen vandt Honda LPGA Classic, der dog blev spillet på en anden af klubbens baner.
Halvvejs delte den 15-årige amatør Ratchanon ‘TK’ Chantananuwa fra Thailand og LET spilleren Sanna Nuutinen føringen i -11. Efter tredje runde var Phachara Khongwatmai og Bio Kim i spidsen i -14 foran bl.a. ‘TK’ i -13.
Med en forrygende finalerunde i -7 vandt den 15-årige amatør Ratchanon ‘TK’ Chantananuwa i -20 foran 19-årige Joohyung Kim i -18, mens Paul Peterson og Bio Kim delte 3. pladsen i -17 foran John Catlin i -16.
Det var ikke den største turnering, men et udmærket felt med én fra top-100 på verdensranglisten og syv fra top-200. Joohyung Kim på andenpladsen er nr. 88 på verdensranglisten, Paul Peterson vandt D+D Real Czech Masters 2016 på DP World Tour, mens John Catlin har vundet tre gange på DP World Tour (og fire på Asian Tour) og senest Austrian Golf Open 2021.
Chanokhan Angurasaranee blev bedste kvinde på en 6. plads i -15 og bedste LET medlem var Michelle Thomson på en 10. plads i -13. Sanna Nuutinen, som var med fremme de første dage, faldt tilbage i weekenden til en 49. plads i -6.
Den hidtil yngste vinder på en herre tour
Med sine 15 år og 37 dage er Ratchanon ‘TK’ Chantananuwa den yngste vinder nogensinde på en førende professionel tour.
Den hidtil yngste var Ryo Ishikawa fra Japan, der var 15 år og otte måneder, da han vandt Munsingwear Open KSB Cup 2007 på Japan Golf Tour.
Hos kvinderne er Atthaya Thitikul den hidtil yngste på en førende tour, da hun blot var 14 år, fire måneder og 19 dage, da hun vandt Ladies European Thailand Open 2017 på LET.
15-årige TK er nr. 27 på amatørernes verdensrangliste
Vi har nævnt 15-årige amatør Ratchanon ‘TK’ Chantananuwa en del gange i vores dækning af Asian Tour, da han har klaret cuttet i alle sine seks Asian Tour turneringen siden af slutningen af sidste år, og han blev nr. 3 i The Singapore International (som 14-årig). TK, som han kaldes, har dog ikke fået trænet så meget på det seneste, da han har en del eksamener i skolen, som skal forberedes!
Inden ugens turnering var Ratchanon Chantananuwa nr. 441 på OWGR verdensranglisten og nr. 27 på amatørernes verdensrangliste, hvor hans optjente point næsten udelukkende har været fra pro-turneringer. Han kommer selvsagt til at rykke frem på begge.