Den blot 14-årige amatør Yang Kuang fra Kina klarede cuttet i Volvo China Open, hvilket gør ham til den yngste nogensinde, der klarer cuttet i en Europa Tour turnering, som ikke er en major. I videoen ovenfor kan man se det lange putt på 18. green, som sikrede ham en plads i finalerunderne.
Han var nr. 69 i -1 efter første runde, og med endnu en runde i -1 er han nr. 55 i -2, hvilket blev cutgrænsen. Den plads deler han bl.a. Joachim B Hansen, der er feltets eneste danske deltager.
Tre af de fire amatører klarede cuttet, da Yang Kuang deler 55. pladsen med 17-årige Enqi Liang og 15-årige Guxin Chen, mens 13-årige Bingwen Ma sluttede blandt de sidste i feltet.
Den næstyngste der klarer cuttet i en Europa Tour turnering
Yang Kuang er 14 år, seks måneder og 12 dage, hvilket gør ham til den næstyngste nogensinde, som har klaret cuttet i en Europa Tour turnering, og den yngste i en regulær turnering.
Den yngste der har klaret cuttet – på både Europa Touren og PGA Tour – er Guan Tianlang, som var 14 år, 5 måneder og 16 dage, da han klarede cuttet cuttet i Masters 2013. Her blev han tilmed bedste amatør på en 58. plads, selvom han i anden runde fik ét straffeslag for langsomt spil.
Kvalificeret ved at vinde juniorturnering
Yang Kuang er kvalificeret til Volvo China Open ved at vinde Volvo China Junior Match Play Championship i december 2018.
Yang Kuang er i øvrigt venstrehåndet, men spiller golf som højrehåndet. Det har han gjort siden han prøvede golf som 2-årig, da hans far viste ham en instruktions-DVD med en højrehåndet træner.
Yang Kuang har ikke spillet så mange turneringer der er tællende til amatørernes verdensrangliste, så her er han nr. 1048. Han har spillet tre turneringer på PGA Tour China med en 61. plads og to missede cuts.
Ashun Wu fører med to slag
Inden finalerunderne fører Ashun Wu i -13 foran Tapio Pulkkanen i -11, mens sidste uges vinder, Jorge Campillo, er nr. 3 i -10.
Viasat Golf og Viaplay.dk sender direkte. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.