Opdateret: Efter Portugal Masters, der blev vundet af Jordan Smith, er Lucas Bjerregaard direkte kvalificeret til Final Stage, så der er 12 danskere på Second Stage
— oOo —
Der er 13 danskere på den foreløbige deltagerliste til Second Stage af DP World Tour Tourskolen, som spilles i næste uge fra den 3. – 6. november på fire baner i Spanien.
Lucas Bjerregaard er blandt de 13, men han kan fortsat nå at forlænge sit DP World Tour kort med et top-resultat i denne uges Portugal Masters. Han er pt. nr. 146 på DP World Tour ranglisten, og skal rykke i top-117 for at beholde kortet.
Med et klaret cut i Portugal kan Lucas formentlig også undgå Second Stage, og rykke direkte til Final Stage. Nr. 111 – 145 på ranglisten, hvilket pt. reelt er ned til nr. 152 da 117 holder kortet, er direkte kvalificeret til Final Stage. Heriblandt også Joachim B Hansen, der er nr. 142, og han kan også undgå Tourskolen ved at rykke i top-117.
DP World Tour Tourskolen består af tre stadier. Det er kun top-25 og lige i finalen, som får et Europa Tour kort, men Tourskolen er også en adgangsvej til et Challenge Tour kort. Final Stage spilles på Infinitum i Spanien fra den 11. – 16. november.
First Stage bestod af ni turneringer, hvor fem danskere gik videre fra Lyngbygaard Golf. De øvrige otte på den foreløbige deltagerliste er direkte kvalificeret til Second Stage baseret på tidligere meritter. De fem bedste fra Nordic League, som alle er danskere, er på Second Stage med drømmen om et DP World Tour kort, ligesom de kan forbedre den Challenge Tour kategori, som de har fået via Nordic League.
Nedenfor er de 13 danskere nævnt efter fordeling på de fire baner i Second Stage. Det er som nævnt en foreløbig deltagerliste, så der kan og vil ske ændringer.
Fire danskere på Isla Canela Links
John Axelsen, Sebastian Friedrichsen, August Thor Høst og Christoffer Bring er de fire danskere på Isla Canela Links, hvor bl.a. også Joel Sjöholm, Matteo Manassero, Haydn Porteous, Takumi Kanaya samt Made in Denmark 2017 vinderen Julian Suri er med.
Isla Canela Links – Huelva, deltagerliste
Fem danskere på Emporda
Morten Ørum Madsen, Peter Launer Bæk, Nicolai Tinning, Hamish Brown og Frederik Birkelund er de fem danskere på Emporda.
Her er 55-årige Jarmo Sandelin, Alejandro Cañizares og Bernd Ritthammer blandt de mere kendte deltagere.
Emporda Golf – Girona, deltagerliste
Lucas Bjerregaard er eneste dansker på Desert Springs
Lucas Bjerregaard kan som nævnt fortsat nå at forny sit DP World Tour kort med et topresultat i Portugal Masters, eller komme direkte til Final Stage, men ellers må han rejse til Desert Springs, hvor han er eneste dansker. Her er bl.a. Mikael Lundberg, Graeme Storm og Rikard Karlberg også i feltet.
Desert Springs Golf Club – Almeria, deltagerliste
Tre danskere på Las Colinas
Benjamin Poke, Jeppe Kristian Andersen og Nicolai Madsen er med på Las Colinas. Mike Lorenzo-Vera, Romain Wattel, Wilco Nienaber er også med på denne bane.