US Open er som sådan en åben turnering (hvis man er god nok), og i år er der hele 10.187 som har tilmeldt sig US Open 2023, der spilles på Los Angeles CC, North Course, fra den 15. – 18. juni.
Det er dog inklusiv Tiger Woods, der vandt i år 2000, 2002 og 2008, men efter hans operation i foden stiller han helt sikkert ikke til start.
De 10.187 tilmeldte er ny rekord for US Open, og det er blot anden gang, der er flere end 10.000 tilmelder. Den hidtidige rekord lød på 10.127 i 2014, hvor der blev spillet på Pinehurst.
US Open er åben for både professionelle og amatører, men amatører skal dog have handicap 1,4 eller bedre for at kunne deltage i kvalifikationen.
156 spillere i feltet – 51 pladser er taget
Med Tigers afbud er der 14 tidligere vindere blandt de 51 spillere, som er direkte kvalificeret til US Open 2023.
De er bl.a. kvalificeret ved at slutte i top-10 sidste år eller ved at kvalificere sig til Tour Championship 2022 (top-30 på FedEx Cup ranglisten).
Ingen danskere er endnu kvalificeret, men der er fortsat en lang række muligheder, hvilket vi vender tilbage til i en senere artikel. Men man kan bl.a. kvalificere sig ved at være højt på DP World Tour ranglisten i maj eller være i top-2 på en minirangliste for fire DP World Tour turneringer. Top-60 på verdensranglisten kvalificerer sig også.
109 lokale kvalifikationsturneringer og 13 finaleturneringer
Langt de fleste af de flere end 10.000 tilmeldte skal igennem kvalifikationsturneringer for at komme med i US Open.
De fleste skal først igennem en lokal kvalifikation over 18 huller på 109 baner i 44 amerikanske stater og Canada mellem den 17. – 22. maj. Derfra går de bedste videre til 13 finale-kvalifikationer, som spilles over 36 huller på 10 baner i USA samt i England, Japan og Canada.
Nogle er undtaget fra at skulle igennem den lokale kvalifikationer. Det er bl.a. hvis man er godt placeret på verdensranglisten. Fire tidligere vindere, som ikke er direkte kvalificeret, er tilmeldt finale-kvalifikationen. Det er Geoff Ogilvy (vandt i 2006), Lucas Glover (2009), Graeme McDowell (2010) og Webb Simpson (2012).
Man kan eftertilmeldes, hvis man kvalificerer sig direkte
Der er kommet tilmeldinger fra alle 50 amerikanske stater herunder 1.282 fra Californien, hvor US Open spilles i år samt 87 forskellige lande.
Det er ikke alle DP World Tour og PGA Tour spillere som har tilmeldt sig US Open. Hvis man f.eks. ikke vil deltage i kvalifikationsturneringerne, så kan man stadig komme med og blive eftertilmeldt, hvis man f.eks. rykker i top-60 på verdensranglisten eller kvalificerer sig cia mini-ranglisten på DP World Tour.
Matt Fitzpatrick vandt US Open 2022.