Under denne uges Italian Open kan spillerne vinde en BMW M850i xDrive Convertible, da det er præmien til den første, som laver hole-in-one på 14. hul på Olgiata GC i Rom.
De professionelle har naturligvis større sandsynlighed for at lave hole-in-one end almindelige amatørgolfspillere, da de alt andet lige er bedre til at ramme hullet. Dog skal de også være heldige, og sandsynligheden for at et sker, er ganske lille.
Kun 0,05 % chance fra 160 – 178 meter
Europa Touren har regnet på sandsynligheden for en hole-in-one på et par-3 hul, der måler mellem 175 – 195 yards (160 – 178 meter), og for hvert teeslag er der kun 0,05 % sandsynlighed for, at det ender med en hole-in-one. Og det er for deltagere i en Europa Tour turnering.
Fra 2015 til nu er der på Europa Touren slået 107.025 teeslag på par-3 huller, der måler mellem 175 – 195 yards. Der har været 52 holes-in-one, hvilket svarer til 0,05 % af alle teeslag.
Statistikken viser også, at det er en svær længde for de professionelle, da der på de 107.025 “huller” er brugt 328.313 slag svarende til et scoringsgennemsnit på 3,07.
BMW’en har i øvrigt en værdi af 160.600 € svarende til 1,2 mio. danske kroner. Hvis en dansker vinder den, skal han selv betale registreringsafgiften for at få den på nummerplader i Danmark.
Viasat Golf og Viaplay.dk sender direkte. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.